XXXVI
ærucer annat therræ til thufanda mark allær mera; udentvivl er hiin Bestemmelse nedskre ven paa en Tid, da Penge vare sjeldnere end dengang Valdemars Lov gaves. Fremdeles er det mærkeligt, at vi i Valdemars Lov finde adskillige Ord og Talemaader forklarede, som uden saadan Forklaring forekommer i Eriks Sjellandske Lov; saaledes forklares f. Er. i Baldemars Sjell. Lov II. 42 withfcor: That kalle wi withfcor. at man hogger i anners manz fkogh. ok refer with fcofn tolf las; that theær görs tha bötes bonden ther thre mark &c. derimod hedder det i Eriks Sjell. 20v IV. 28: AEn far man til annars fkogh ok gör withfkor i ok refer ther withækaft, tha Saaledes forkla tate ut that han haucer aftakot ok gialda fkathon ator ok böto a thre mark, rer ogfaa Valdemars Sjell. Lov III. 8 Talemaaden: jorth fkal jorth warthe (forthy fighe wi fwa at jorth fkal jorth wartho eller man for fwaria that fkal fwa undaærftande &c.) som forekommer i Eries Sjell. Lov IV. 31 (AEn jorth a math rætta jorth at wartha). Skulde disse Forklaringer ikke vidne om, at det var en nyere Lovsamling, hvori man fandt det nødvendigt at forklare et og andet Udtryk, som allerede begyndte at forældes? 9³) Bi have i det Foregaaende seet, (S. XX.) hvorledes Kong Erifs Lov V. 6 lader nogle Spørgsmaale i Unledning af Vejes Spærring, ubesvarede; i Baldemars Sjell. Lov finde vi derimod den hele Materie om stændelig behandlet i tre Capitler (II. 48, 49 09 50); ogfaa er det mærkeligt, at her fastsættes Straf af 3 Marks Bøder for de Nævninger, som ikke ville sværge, hvortil, som ovenfor (S. XXVIII.) er bemærket, intet Spor findes i Eriks Lov. Ligesom nu paa den ene Side de Forklaringer og Tillæg, som forekomme i Valdemars Sjellandske Lov, robe en senere Alder, saaledes synes ogsaa paa den anden Side mange udeladelser af enkelte Sætnins ger, og af hele Materier, som i Kong Eriks Lov findes fremfatte eller udførligen foredragne, at bære en fildigere Tidsalders Præg. Naar saaledes f. Er. Valdemars Sjellandske Lov II, 29 taler om Fred paa Kirs kegaard, og sætter den ved siden af Huusfred, saa er det mærkelige Lovmotiv, som findes i Eriks Sjels landske Lov II. 11, at Kirken skal være hver christen Mands rette Hjem," udeladt; det er højst rimeligt, at Gejstligheden i ældre Tider paa saadan Viis maatte indskiærpe denne Lære, for at kunne hegne om Kirkefreden hos et raat Folk; i senere Tiber blev det unødvendigt at tage fin Tilflugt til en saadan Parallel. Naar Eriks Sjell. Lov II. 1 tillader Manden at bortjage fin Hustru, fom han har grebet i Hoer, bruger den de stærke Uds tryk: ”da maa han udjage hende af Gaarden, i blotte Særk og Raabe, og hun faaer ikke en Penning af alt hvad hun ejer, fordi hun har forbrudt det alt til Manden;" derimod hedder det i Valdemars Sjell. fov II. 27: ”ba maa Manden bortjage Hoerkonen fra fig og har ej nodig at give hende en Penning, om han vil," (tha ma mannen horkona bortalte fran fik ok giuæ hænna ay en panning om han wil). Ved disse Capitler kan endnu bemærkes, at Eriks Lov kun indirekte tilkjendegiver, at Manden har lov til at dræbe fin utro Hustru tilligemed Hoerkarten, naar han finder dem sammen, i det den, efterat have talt om Drab begaaet paa Hoerkarten, tilføjer: ”End skeer det, at Renen beholder Livet” (En komber 93) Saaledes fee vi eg, at Waldemar den Unden stundom har fundet sig foranlediget til, i Jyde Lov at forklare Ord og Talemaader, som i de ældre Lovgiveres Tid vare tilfirættelig bekjendte, fee f. Ex. 1. 23, hvor Udtrykket Nar og Dag forklares, og ll. 93 og 94, hvor Ordet win fortolkes, fiendt ikke overeensstemmende med den ældste Sprogbrug.
