369
Mening, at Ollende (Ugrene i den egentlige Mark) skulle have samme relative Beliggenhed mod Naboerne, som Toften i Byen.” ”At Forklaringen er rigtig synes mig ogfaa at Slutningen af 55 Cap. viser: Hører der Ager i hver Vang, (rettere: Agerstifte) til Hovedtoften, og (er den) paa samme Maade beliggende mod Solfaldet, da er Eieren berettiget til at bevise, at alle Jordlodderne. (bedre: Agrene) ligge som Toften. Deraf fees det, at Overeensstemmelse af Agrenes og Tofternes relative Beliggenhed var et Beviis paa, at de hotte sammen. Bidere: ”Men ligge alle Jordlodderne (Agrene) anderledes, end Toften, da er den, der har Ageren, bes rettiget til at tilvende sig Toften, naar denne ikke er forhen lovligen afhændet.” Altsaa: naar Ugeren og Toften laae eens, havde Ejeren (af grene) Ret til at paastaae Toften paa Grund af den samme relative Beliggenhed. Laae de ikke eens, havde Agrenes Eier Ret til at fordre Toften, naar denne ikke var lovlig afhæn det, paa Grund af, at Zoften var eller skulde være en integrerende Deel af Bolet. Uovereensstemmelsen mellens Beliggenhed af Agre og Toft, har her sin Grund i, at Toften var afhændet (lovlig eller ikke) iforvejen, hvorfor dens relative Beliggenhed i Byen ikke kunde tages til Regel ved Agrenes Rebning, og var Toften ikke lovligen folgt, kunde grenes Ejer reclamere den.” 56. Capitel. Lyute (og lyta) har jeg anfeet for at være det islandske hlyti, som betyder en Deel, og derfor Har jeg oversat det ved Lod. Derimod oversættes the lyutæ utæ æræ a markka i Oversættelsen A. saates des: ”Højager Jord, som kaldis leyder, som ligger ude paa Marken o. f. v.” og i Overeensstemmelse dermed lyder ogsaa det folgende Sted: ”AEn ær annæn thærræ.... ther lyte hauas fanget anderledes end i min Oversættelse, nemlig saaledes: ”Menn ehr ther nogenn aff them, som vill haffue bedre Jord for then Leydejord, som wat paa hans land, tha schulle och alle de anndre, fom (famme ?) fuldist haffue udi deris laad, som hand. Ogsaa i Vid. Selsk. Drdb. forekommer Lejd:Ager, Lejd.Jerd og Lejdevang, og fore klares der ved: Jord, som hviler eller ligger udyrket. 57. Capitel. Inwangga, at indvænge, at gjøre til Vang; det er udentvivl at indhegne; thi Bang betyder jevnlig indhegnet Jord, see Ihres Glosfar. (arvum confeptum) og Unchers Ordforkl. S. 361-362. Deraf enwankt, indvænget, indhegnet Plads, i II. 58. Troth har jeg oversat ved Fægang, fordi dette synes at være den rigtige Bemærkelse af trod i Magnus Lagabæters Guleth. L. Landsleigo Bólkr cap. 41, Hagen Hagensens Frostethingslov 15de Part 21de Cap. (Paus S. 201) og Christian den 4des Norske Lov Landst. B. Cap. 8, jvfr. Ostersens Glosfarium voc. Traad. Men ved Fægang har jeg, med hensyn til de Bestemmelser, der forekomme om Tröd i Magnus Lagabæters Gulethingst. Landsl. B. Eap. 9, og til Ostersens og Vid. Selsk. Ordbogs Forklaring, forstaact Græsgang, og ikke Vej for Kreaturene, hvilken Betydning Ordet upaatvivlelig har i Chr. 5tes L. 3-13-13 eg 5-10-55. Ikke destomindre kan det være tvivlsomt, om ikke Loven ved troth har forstaaet en saadan Bej; ikke allene hedder det i Oversættelsen A.: ”da skall hand med rette gjøre sig traad och wey aff sin (47)
