381
Deya, en Tjenestepige, dog udentvivl af de mere anseete, hvem de vigtigere Beskjæftigelser i Hufet vare betreebe, maaskee Mejerske; Loven viser selv, at hun kunde være i Fællig med Husbonden, ligesom Bryde, og i Hagen Adelsteens Guleth. L. Manhelgeb. Cap. 48 (hos Paus I. 169) henregnes deigia til de bedste Slavinder. Harbara, Herberg, betyder her Kammer, Værelse; saaledes kaldes i de svenske Love et Soves fammer: fömnishærberge, fee Ihres Glosfar. I. 823. Ollfyllæ, see Not. 12, kan neppe betyde andet end Gilde, som i de svenske Love hedder ölgiærd, i Oversætt. A. hedder det: ”giestebud eller gilde.” ang 21. Capitel. and Tha fkal han tilkomme. möter hin thær han kallar fik hauce fanget af; stal ban komme tilstede; møder den, som han siger, han har faaet det af....; ved disse Prikker har jeg villet tilkjendegive, at Efter fætningen til möter hin &c rimeligviis mangler. I mine Bemærkninger om Vins dikationsretten S. 5. Not. b. har jeg antaget det for rigtigere, at ansee Ordet möter for at være indkoms transitiviste Betydning: at bringe tilstede, ligesom Ordet withkomme i det Følgende unægtelig har denne Bemærkelse; men da möter findes i alle Haandskrifter, er vel hiin Conjectur fer driftig, og den Omstæn dighed, at baade Cod. H. cg T. indeholde en passende Eftersætning (see Not. 66), gjer det rimeligere at antage, at Eftersætningen i vort og flere Haandskrifter er bleven udeglemt. Oversættels. A. har fulgt Læses maaten i Cod. U, see Not. 65. Then ther takfört haucer, den, som har fordret Borgen, d. e. Sagsøgeren, Vindikanten; at takföræ er det samme som i det følgende Cap. faldes at takfættæ d. e. at sætte eller give under Tak, see Slutningen af det følgende Cap; herved forstaaes i Almindelighed i de gamle nordiske Love den Handling, hvorved Vindikanten overgav den omtvistede Ting til tredie Mand, der skulde være Borgen for dens Tilstede blivelse, jvfe. Ihres Glosfar. voc. Tak og Anchers Ordforklaring S. 353-354, Jydske L. II. 111 og St. 2. VII. 7 (hvor Hadorph laser: tha fcal tac foræ, men flere gode Haandskrifter have takföræ); men af Ordene i Capitlets Begyndelse: ok hin gange i tak foræ ther i hænde hauer, feer man, at den Sigs tede (Besidderen) selv skulde være Borgen for Tingens Tilstedeblivelse, ligesom den gamle Dahlelagh Bygning. Balk Cap. 42 i et lignende Tilfælde siger, at den Eigtede fal ”ware fialwir taksman fin," efterat det foregaaende 40 Cap. har bestemt, at den omtvistede Ting ffat ”i tak fæettoes," (jvfr. hvad Hagen Adelsteens Gulethingslov Landsleje B. Cap. 31, Paus 113-114, fastsætter om lagatak). Jeg har, for at und gane en vidtløftig Omskrivning, overfat at takföre ved: at fordre Borgen, og maa forresten henvise til mine Bemærkninger om Bindikationsretten S. 5-7 Not. Naar det i Oversættelsen A. hedder: eller thend som hand haffuer udi borgenn o. f. v., er det vistnok urigtigt. Handlaugh er neppe, som Videnskab. Selsk. Ordbog voc. Haands Lov, efter Ostersen, antager, fammensat af Bov (logh), Eed, men udentvivl af at lægge, og betegner egentlig Hændernes Sammenlæggelse ligesom handtak i St. £. IV. 20 og VII. II. Det er forresten mærkeligt, hvad Ostersen fortæller
