XXXVIII
judicanda efi per legem regis Waldemari. 101) At Ghemen lod Kong Eriks Lov, og ikke Valbe mars trykke, er ingen Indvending, 102) da han, efterat have udgivet Skaanske Lov, Arvebogen og Loven om Orbodemaal, i hvilke Love ogfaa Kong Valdemars Lovforskrifter for Sjelland indeholdes, kunde ansee det for ufornødent at trykke en Lov, som, paa nogle faa Afvigelser nær, kun vilde indeholde en Gjenta. gelse af det, der allerede var kommet for Lyset. Vil man spørge, naar Kong Eriks Lov er blevet samlet, og hvilken Kong Erik det er, hvis Navn den bærer? saa kan hertil intet fvares med nogen Wished. At den fra forst af ikke har været andet end en privat Lovsamling, at dens fleste Bestemmelser bære Præg af en Tidsalder ældre end Valdemar den An dens, da Jydske Lov blev givet, og at den hverken er givet eller stadfæstet af Erik Menved, troer jeg at være godtgjort ved den foregaaende Undersøgelse. At den i endeel gamle Haandskrifter kaldes Konning Eriks logh eller Lex Erici regis, synes at vise, at i det mindste den største Deel af dens Forskrifter maa være givet eller i al Fald confirmeret af en Kong Etik, men hvilken? have neppe hine afskrivere selv vidst. 103) Blandt de Konger af dette Navn, som ere ældre end Valdemar den Anden og yngre kan han ikke være - er der ingen, man med større Foje kan gjette paa end Erik Ejegod, der baade hos Saro og i Knytlinga Saga berommes som Lovgiver, 104) hvorfor ogsaa Hr. Conferenceraad Schleget anseer ham for Ophavsmanden til de ældste Lovforskrifter i den Skaanske Lovsamling, 105) hvilken ogsaa i nogle Haandskrifter kaldes Kong Eriks Lov. Jevrigt kunde Saros Yttring om Erik Emun Pag. 249: ”Interea Ericus' quaefitam annis pacem juftitiæ ornamentis excolere cupiens conditas a majoribus leges ac tunc pæne ingenti bellorum tempefiate fubverfas ad priftini vigoris habitum revocavit, utqve fortitudine fuerat, ita juftitia infignis apparuit," give Anledning til at tillægge denne Konge hiint Lovarbejde, men Kofod An cher 106) og Suhm 107) ere begge enige i at forklare Saros Ord derhen, at de kun indeholde en Lovtale over Erik Emun, som Lovenes Haandhæver, men ikke som Lovgiver. Er det nu end rimeligt, at Erik Ejegod har havt Deel i denne Lovgivning, saa maa det dog herved erindres, at det kun er at forstaae om de ældste Forskrifter eller, om jeg saa maa sige, Grundlaget i den Sjellandske Lov; thi det lader sig ikke nægte, at der ved siden af mange gamle Bestemmelser i denne Lov findes enkelte, som aabenbar ere fra en senere Tidsalder end Erik Ejegods, og som Tid efter anden deri ere blevne optagne. En saadan nyere Bestem melse er den om Legitimation ved paafelgende Ægteskab, der dog, som ovenfor bemærket, 108) er ældre 101) See anf. St. Side 583. 102) Jvfr. Anchers samt. Skrift. I. 585-584. 103) Det er saameget rimeligere, som man aldrig i Haandskrifterne finder nøjere betegnet, hvo denne Kong Erik var, hvilket derimod sædvanlig er Tilfældet med de nyere Konger af dette Navn, f. Ex. med Kong Erik Glipping, som Haandskrifterne, naar de anføre denne Konges Forordninger, nærmere betegne ved at fige, at han var Kong Christophers Son. Saaledes hedder det t. Gr. i Cod. Arn. Magnæan. No. 22, 410, ved Slutningen af Kong Eriks Sjellandske Lov: ”Hær ændes konning eriks log, oc konning erick, konning chriftoffers föns logh hon begyndes kær” (Forordningen af 1284). 104) Jofe. Suhms Danm. Hift. V. 5-7. 105) See den ovenfor citerede Afhandl, i anchers Skrift. I. 252. 106) Saml. Skrift. I. 67. 107) Danm. Hift. V. 524-525. 108) Gide XXXII. D
