XXXIX
end den Forskrift, som Jydske Lov har om denne Gjenstand. Naar Eriks Lov I. 9 og 14 tillægger Berne børn fuldkommen Repræsentationsret, saa synes ogfaa denne Bestemmelse at være yngre end Skaanske Lovs Forskrifter om Børnebørns Arveret, som ikke indtræder, saalænge som der ere Born tilbage efter den Afdøde, skjendt deres Arvelod, naar de arve tilsammen, bestemmes efter deres Forældres Arveret; 109) men paa den anden Side synes Forskrifterne i Eriks Lov dog ligeledes her at være ældre end Jydske Lovs, da denne ikke blot erkjender Børnebørns Repræfentationeret, men udstrækker den til alle Descendentere. 110) Jovrigt er det synderligt, at Valdemars Sjellandske Lov ikke har optaget sine nyere Bestemmelser, men ligesaa lidet erkjender Legitimation ved paafølgende Ægteskab, som admitterer Børnebørn til Arv, saalænge Born ere til. ***) Maaskee have Sjellænderne, da Valdemar stadfæstede deres Lov, forlangt disse, Tid efter anden foregaaede, Forandringer i deres ældste Retsforfatning hævede. Endelig kunde det synes, som om Bestemmelsen i Eriks 20v V. 20, ”at Drabsmanden ikke maa tage Nam hos fine Frænder for deres Bidrag til Mandeboden, førend han selv har givet sin Undeel," var en nyere Lovforskrift, laant af Knud den Sjets tes Forordning om Manddrab af 28 December 1200, 12) (jvfr. Skaanske lov og Andr. Sunesen V. 3); men ikke at tale om, at det kun er paa Grund af Anders Sunesens Ord, at denne Kong Knuds Forord ning anfees for en ny Lov, 13) hvorimod Kongen selv i Slutningen af Forordningen fortæller, at det allene var gamle Lovbestemmelser, han paa ny satte i Kraft, 14) saa er der ogsaa den væsentlige Forskjet 109) See Schlegels Note til Anchers saml. Skrift. II. 375-376. 110) See Schlegels Note samme steds S. 393. 111) At Valdemars Sjellandske Lov udelukker Børnebørn fra at arve, faalænge der var Born, ligesom Staanffe Lov, troer jeg at have beviist i Nyt juridisk Archiv XVII. 145-148. Forresten kunde der vel være nogen Tvivl, om ikke Børnebørns Repræfentationsret allerede temmelig tidlig er blevet erkjendt i Norden, skjendt Hr. Conferenceraad Schlegel finder det rimeligt, at den først er indført under Valdemar den Unden i Untedning af den Iveske Lovgivning (anf. St. S. 370); det forekommer mig klart, at Guldharalds Fordring, at Harald Blaatand i levende Live fulde dele Riget med ham, maatte grunde sig paa en saadan Ret, da Guldharald var en Sen af Haralds afdøde Broder Knud Danaaft, og at hans Fordring ikke var ubeføjet, synes baade Snorres Fremstilling af Sagen (Heimskringt. Olaf T.ygvef. S. Cap. 8-10) og Harald Blaatands Fremgangsmaade at bevise. Man erindre sig, at Kejser Otto den Store allerede indførte Repræfen tationsretten hos Sachferne i Naret 942 og at andre Germaniste Folkeslag alt før have kjendt den, jvfr. Unchers Skrift. II. 118 og Schildeners Fortale til hans udgave af Calonii Disfertationes de prisco fervorum jure, Stralefundiæ 1819, pag. XXI. Paa den anden Side synes selve Kong Eriks Love V. 29 at være fra en tid, da enten Repræsentationsretten endnu var ubekjendt, eller fortrængt. Dette Capitel anfører nemlig som en almindelig Regel, at Slægtninge paa ſamme Maade ere forpligtede til at bidrage til Mande boden, som de ere berettigede til at arve, men bestemmer tillige, at naar Manddraberen var død, førend Boden endnu var udredet, skulde hans Børn, og fun, naar disse ikke vare til, hans Børnebørn udrede hans Undeel af Mandeboden. 112) ”Si quis in homicidium inciderit, de cognatis ette both non accipiat, anteqvam tertiam partem fatisfactionis, videlicet unum fal de proprio emendaverit, &c.” Bring monum. Scanens. I. 90. 113) See Anchers saml. Skrift. I. 284. 114) ”Qvamvis autem regiæ fit poteftatis leges condere vel mutare, legem hanc ex novo non condimus, fed ab antiquis temporibus conftitutam et annorum multitudine, quæ oblivionis inliar eft, ignoranciæ nebulis offufcatam, ad humanam, a qua lapfus (lapfa) eft, memoriam revocamus.” Bring monum. Scamens. 1. 96.
