XI
Det er altsaa vist, at, ferend Resen udgav Christian den 2dens Love, var det ingen alminde lig Mening, at Kongen i to efter hinanden paafolgende Aar havde givet to almindelige Lovbøger, og selv en rum Tid efter Resens Udgave have Højer, Holberg og Pontoppidan endnu holdt ved den gamle Mening, at Christian den 2den kun havde givet en ny Lovbog i Aaret 1522. Da nu Gram og de senere Skribenter, i at antage en geistlig Lov fra 1521 og en verdslig fra 1522, upaatvivlelig have holdt sig til Resens Udgave af Lovene som det bedste Beviis for deres virkelige Tilværelse, saa vil denne Udgaves Beskaffenhed blive noget nøjere at undersøge, for qt kunne afgjøre, om enten de ældre eller nyere Historieskrivere i denne Sag-fortjene meest Tiltroe. Sammenholde vi den gejstlige og verdslige Lov med hinanden, faaledes som de findes i Resens Udgave, see vi endeel Bestemmelser, som findes i den geistlige, ordret optagne i den verdslige, andre med nogen Forandring, atter andre aldeles udeladte, endelig nogle tilføjede i den verdslige, som savnes i den geistlige. Dette kunde nu vel bestaae med Paastanden om to Lovbøger og især med den Mening, at Kongen var bleven nedt til at forandre eller ophæve endeel Bestemmelser i den geistlige Lov, især angaaende Geistligheden, tildeels efter Forestilling af den pavelige Legat de Potentia, der just opholdt sig her, da den verdslige Lov blev publiceret en Mening, som Gram *) først har yttret som Hypothese i Anledning af en enkelt Punkt, om Præsternes Ægteffad nemlig, men som Gebhardi **) siden har udgivet for Vished. Men læse vi i Indledningen til den verdslige Lov, hvorledes Kongen "har forfaret den store Brost, uchristelige oc uærlige Gjerninger oc Wildfarelse, som her udi Riget ere oc udi lang Tid været hafuer 2c." og at han derfor har givet denne Ordinants, uden at han paa nogen Maade i den ellers vidtloftige Prologus berører, at han har givet en Lov Naret iforveien, som ved denne ny deels afskaffedes, deels forandredes, saa opstaaer der vel med Føje nogen Tvivl om dette foregivne Factums Rigtighed. Denne Tvivl forøges, naar man efterfeer Begyndelsen til den geistlige Lov; thi her mangler aldeles Prologus og der begyndes strar med det iste Cap: "Hvorledes Biskoper oc Prelater skulle hafve at en Lov, der indeholdt saa mange dennem udi deres Domkirker." Man forundrer sig billigen over, nye Forskrifter og saa meget stødende for Rigets første Stænder, kan være emaneret uden anbefalende Indledning og forudskikkede Motiver, tvertimod Kong Christians sædvanlige Skik ved langt mindre omfattende Anordninger, som vi fra hans Tid have tilbage, (see f. Er. Forordningen om Vrag i Scepperi responsio ad articulos Lubecensium og Kjøbstædprivilegierne af 1521 i Danske Magazin, zdie Bd.) Fremdeles meder os den Synderlighed, at i den geistlige Lovs 5te, 14de og 16de Capitel nævnes Scultus som Øvrighedsperson i Kjøbstæderne, skjøndt Loven intetsteds omtaler Indførelsen af denne Øvrighedspost, ligesaalidet som de kort tilforn, paa Sondagen Esto mihi : den 10de Februar, udgivne Kjøbstædprivilegier, i de til de to sidstnævnte Capitler svarende og dermed i det Væsentlige overnævne Scultus, men blot Borgemester og Kongens Foged; det er først i eensstemmende Artikler, den verdslige Lov eller Loven fra 1522, i det første Cap., at det befales, at der i alle Kjøbstæder skal bestikkes en Scultus, og det er ogsaa først i kongelige Breve fra Aaret 1523, at denne Be-
- ) Afhandlingen om Christian den 2dens Reformationsforsøg S. 48.
- ) Allgem. Welthistorie 32 Th. S. 82.
b 2
