XVII
været maadeligt, efter Afskriften at dømme, der neppe indeholder betydelige Afvigelser, da Haanden ikke synes at vidne om Skjødesløshed. At det ikke har været nogen Original, skjønnes ikke blot deraf, at Kongens Navn i Fortalen skrives Christian, ikke Christiern, som han altid selv kaldte sig *), men især ved at sammenligne den saakaldte verdslige Lov i dette Haandskrift og i Resens Udgave med et andet Haandskrift af denne Lov, vi endnu have tilbage, som rimeligviis er en Original. Det er No. 30 i Folio blandt de Arne Magnæanske Manuskripter, som efter alle Kjendetegn er en Original, bestemt for de Jydske Kjøbstæder eller en enkelt af disse; det har vel ingen Underskrift, men er gjennemtrukket med endeel gamle røde Silketraade, hvorved efter al Rimelighed har hængt Rigets Segl. Det begynder uden nogen Overskrift med Fortalen saaledes: Wi Christiern met Guds Nade Danmarkis, Sverriges, Norges, Vendes oc Gothes Konning &c. I den første Artikel og paa flere Steder tales udtrykkelig om Kjøbstæderne "i Judtland", hvor Resen derimod har: "alle Kjøbstæder i Danmark," ligesom der og i det 31, 32 og 33 Eap. nævnes Viborg istedetfor Kjøbenhavn. Et Par Capitler, som findes hos Resen, mangle her, ligesom der paa den anden Side findes nogle Artikler i Haandskriftet, som Resen ikke har. Flere hos Resen og i det af ham benyttede Haandskrift uforstaaelige Steder ere her tydelige. Men hvad der især forekommer mig at være mærkeligt, for at afgjøre Spørgsmaalet, om Resens Ufskrift er taget af en Original, er det, at den Arne-Magnæanske Original aldeles ingen Capiteltal har; kun over Lovens første Afsnit staaer der: "Scultus förstæ Artickel"; Refens Udgave har derimod, ligesom det Uldalske Haandskrift allevegne Capiteltal, og i Haandskriftet følge disse endog undertiden i en urigtig Talorden, hvilket hos Resen er rettet. Det er derfor højst rimeligt, at der i Christian den Andens originale Love ingen Inddeling i Capitler har fundet Sted. Naar han paa enkelte Steder i den verdslige Lov henviser til foregaaende Bestemmelser i Loven, nævner han heller intet Capiteltal, ligesaalidet som i Instruren for Kiøgemesteren, hvor han pag. 312 omtaler sin Ordinancies Lydelse om dem, som gaae med lang Værge, og om dem, som bande og sværge. Jeg troer tilstrækkelig at have oplyst Beskaffenheden af det eneste os overblevne Haandskrift af den saakaldte geistlige Lov, for at deraf kan skjønnes, at et saadant Haandskrift allene ingenlunde er istand til fyldestgjørende at bevise, mod alle historiske Vidnesbyrd, at Christian den Anden i Aaret 1521 har udgivet en almindelig Lovbog, og navnlig den, som i Resens Udgave har Navn af den geistlige Lov. Da saaledes det eneste Beviis for denne Mening maa forkastes, staaer det tilbage, nærmere at undersøge, hvad der taler for og imod min forhen yttrede Hypothese, at den geistlige Lov ikke er andet, end Udkastet til Lovbogen af 1522, eller til den saakaldte verdslige Lov. Om det endog antages beviist, at den saakaldte geistlige Lov ikke er emaneret i Aaret 1521, er det derfor endnu ikke beviist, at den har været et blot Udkast. Der kan tænkes en tredie Mening, som vist nok kan støttes paa iffe uvigtige Grunde. Man kunde nemlig ansee den saakaldte geistlige Lov for en integrerende Deel af den almindelige Lov fra 1522, faaledes, at den havde været bestemt for Landet, den verdslige derimod for Kjøbstæderne. At den sidste egentlig har været bestemt for Kjøbstæderne, er af dens Indhold aldeles klart, og det er allerede ovenfor bemærket, at det authentiske Haandskrift, vi have tilbage, navnligen har været
- ) See Grams Afhandling om Navnet Christiern i den ældste Samling af Vid. Selskabs Skrifter III. 78.
C
