XVIII
XVII bestemt for Jyllands Kjøbstæder, hvorimod det, Resen har fulgt, muligen nærmest kunde have været stilet til Sjellands Kjøbstæder, af hvilken Omstændighed i det mindste endeel Uovereensstemmelser mellem begge Haandskrifter lade sig forklare. Heller ikke kan det nægtes, at netop de Bestemmelser i den geistlige Lov, som udelukkende angaae Landet, til Er. om Landsdommere og Herredsdommere, Landstingsskrivere og Herredstingsskrivere (Cap. 35-40; 42 og 43), om Driftefee (Cap. 85), om Skovveje (Eap. 86), om Bender, som jage (Cap. 87), om Humlekuler (Cap. 96), om ægter (Cap. 98), om Landgilde (Cap. 99), om Bendergaarde (Cap. 102-107), om Skove og Marker (Cap. 108-110) og om Vordnede (Cap. 111) ere udeladte af den verdslige Lov, eller dog, hvor. Bestemmelser deri ere optagne, som i den geistlige Lov angaae Landet, da modificerede efter Kjøbstædernes Tarv, ligesom paa den anden Side næsten alle Forskrifter i den geistlige Lov angaae Landet. Ogsaa kan det bemærkes, at Registeret over den verdslige Lovs Indhold i det Uldalske Haandskrift inskriberes: "Table paa Byretterne", hvilke Drd Resen i sin Ubgave har udeladt. Hertil kommer endnu den Omstændighed, at Hvitfeld ikke omtaler den ny Lovgivning, som nogen blot Kjøbstædret, men som en almindelig Lovgivning, og endelig, at han i det korte Udtog, han leverer af Loven, udtrykkelig anfører et Par Bestemmelser, der allene findes i den geistlige Lov, nemlig om Bispernes Folge, og om Klosternes Jagthunde (Cap. 4), om Ophævelsen af Wordnedskabet (Cap. 111), om Appel af Sandemænds og Nævningers Domme (Cap. 19), om Rebning og Markeskjel (Cap. 109-110). At den geistlige Lov mangler en Fortale, lod sig maaskee forklare deraf, at den har havt samme Fortale, som den verdslige Lov, og at den, som har skrevet den Uldalske Afskrift, har anseet det for overflødigt at skrive den samme Fortale to Gange; og virkelig er der intet i den verdslige Lovs Fortale, saaledes som den findes hos Resen, der so, nogle ubetydeligheder fraregnede, ligesaågodt kunde staae i Fortalen til en Lov for Landet. Hvor stærke end disse Grunde ved første Øjekast synes at være, ville de dog udentvivl ved nøjere Prøvelse befindes utilstrækkelige. Havde den gejstlige Lov været givet udelukkende for Landet, var det ikke nok, at de fleste Bestemmelser deri angik Landet, men der maatte heller ingen findes, som vedkom Kjøbstæderne. Ikke destomindre findes der adskillige, som udtrykkeligen omtale Kjøbstæderne, andre, som maatte være ligesaa anvendelige i Kjøbstæderne, som paa Landet, og dog ikke ere optagne i den verdslige Lov eller den egentlige Kjøbstædlov. Som Exempler paa Forskrifter af førstnævnte Slags bør mærkes det 11te Cap. som befaler, at Stolene skulle udflyttes af alle Domkirker og Sognefitker i Kjøbs stæderne over alt Riget (jevnfør V. L. Cap. 100 og 101); *) Gap. 15, fom forbyder at bære lang Bærge i Kjøbstæderne, (jevnfør V. L. Cap. 17); Cap. 16, som handler om Kjøbstædjorder, der ligge øde (jevnfør B. L. Cap. 16); det 21 Cap., der blandt andet ogsaa taler om Appel fra Kjøbstædernes Retter; det 81 Cap. som befaler, at Kongens Beskjermelsesbrev i Kjøbstæderne skal læses paa Raadhuset; Cap. 112, som taler om Betlere i Kjøbstæderne; Cap. 116, som befaler, at der i hver Kjøbstæd og alle Landsbyer i det Herred, "som udsettifke" (o: spedalske) Folk ere udi, skal en tilsikkes, som skal annamme Almisse til dem (jevnfør B. L. c. 91). Vilde man maaskee sige, at det kunde været blevet anfeet for gavnligt, at Landboerne fik Kundskab om adskillige af de for Kjøbstæderne gjeldende Forskrifter, da svares,
- ) Capitlerne ere citerede efter Resens udgave,
