XIX
deels, at det ingenlunde kunde være Tilfældet med alle de anførte Bestemmelser for Ex. den, at Stolene, skulle udflyttes af Kjøbstædkirkerne og Forskrifterne om ødeliggende Kjøbstedjorder, deels, at man dog ikke deraf kan forklare sig, hvorfor de Bestemmelser, der passe sig ligesaagodt paa Kjøbstæderne, som paa Landet, blot findes i Loven for Landet, men aldeles ikke i Kjøbstædloven. I denne Henseende ere Forskrifterne om Bispernes Forhold,, om Messen, om Klosterne, om gejstlige Personers og Nonners Indvielse og om Sangen i Kirkerne (Cap. 1-8 og 10) særdeles mærkelige; fremdeles Cap. 73-76 om Straffene for Tyveri og Cap. 78 og 79 om Straffene for Troldom og endelig Bestemmelserne om Vrag i Cap. 135-141. Det var vistnok en aabenbar Urimelighed, om nogen vilde paastaae, at disse Lovbud ifølge deres Natur ikke passede sig paa Kjøbstæderne. Hertil kommer et i mine Tanker. aldeles afgjø rende Argument mod den Mening, at den af Resen udgivne geistlige Lov skulde have været en Lov for Landet, emaneret paa samme Tid, som den verdslige Lov for Kjøbstæderne: at nemlig flere Forskrifter, som baade findes i den geistlige og verdslige Lov, saaledes ere forandrede i den sidste, at deres Uovereensstemmelse med den første aldeles ikke lader sig forklare af noget Hensyn til Kiøbstædernes særegne Tarv, men nødvendigen maa udledes af en anden Grund. Dette er til Er. Tilfældet med det 96 Cap. i den verdslige, sammenholdt med det 17de i den geistlige. Dette sidste Capitel lyder saaledes: "Skal ingen Prelate, Prest eller Clercke, aandelig eller verdslig, maa kiöbe til sig noget Jordegods, Kiöbstedgods eller Landgods efter denne Dag i nogen Maade, uden de ville efterfölge St. Pauli Lærdom, som hand skriffver i sin förste Epistel Cap. 3 ad Timotheum, raader dennem, at de tager Hustru oc leffve udi den hellige Ecteskab, som deres gamle Forfædre giort hafver." Det samme Forbud findes ordret i den verdslige Lovs 96 Cap., kun at den tilføjede Tilladelse til at kjøbe Jordegods, naar de vilde gifte sig, er udeladt, og istedet derfor indført: "at hvilken som vil gjöre sit Testamente til Kirker eller Kloster, den skal gifve udi Guld, Sölf eller Pendinge och icke udi Gods efter denne Dag," hvilken Bestemmelse ogsaa findes i det 23de Capitel af den gejstlige Lov. Hvem vilde nu vel paastaae, at det var Hensyn til Kjøb stædernes Tarv eller ejendommelige Forfatning, som havde bevæget Lovgiveren til, i Kjøbstædloven at udelade Bestemmelsen om Præsternes Ægteskab, som han derimod fandt passende for Landet? eller at han af lige Grund i den geistlige Lovs 47 Cap. har dicteret Mulcterne for dem, som gjøre Dommeren Ulyd eller sværge til Tinge, i Gylden og Ort, men derimod i den verdslige Lovs 12 Cap. i Mark og Skilling? Det er ihenseende til dette Capitel i den verdslige Lov værdt at bemærke, at i Resens Udgave findes et Tillæg, som paalægger enhver, der giver Dommeren haanlige Ord, en Mulkt af 10 Gyl den til Kongen og til enhver af dem, i Dommen sidde, en Gylden; men i Parallelstedet i den geistlige Lov Cap. 49 bestemmes Straffen heel anderledes og tildeels højere, naar nemlig den Skyldige er Biskop, er Mulkten 40 ME., er han Prælat eller af Raadet, 30 Me., er han Riddersmand eller Præst, Borger eller Hofmand 20 ME., er han Bonde 10 Mt. Hvorfor man nu paa Landet, men ikke i Kjøbstæderne, skulde bestemme Straffen forskjelligt efter den Skyldiges Stand, er vistnok vanskeligt at forklare. Alle disse Vanskeligheder falde derimod bort af sig selv, naar man antager, at den saakaldte gejste lige Lov er Udkastet til Christian den Andens Lovbog. At han i den kritiske Stilling, hvori han i c 2
