305
alleniste böde effter Lowen oc Recessen, men oc dömmis udi Öffrigheds Naade oc Unaade, oc enten straffis paa Liffvit, eller udi andre Maade met tilbörlig, alvorlig, höyeste Straff, andre til Exempel oc Forskreckelse. Dersom oc nogen voldtager en erlig Mö eller Encke, oc det bevisis, da at straffis derfor effter Lowen, men om hannem benaadis Liffvit, tage sig hende til Hustru, om hun oc hendis Formyndere ville, men ville de det icke tilstæde, giffue hende aff sine Penninge oc Gods, effter fellige Venners Raad oc Samtycke. -Bliffver oc nogen befunden, at haffve voldtagit den ene effter den anden, oc ingen hand tager til Ecte, hand bör effter Guds oc naturlig Low at straffis paa Liffvit. Aarsag, hvorfor Ectefolck maa atskillies. Den förste Aarsag er Horeri; dog skal den Person, som anklager, lowlig steffne den, der anklagis, i Rætte, oc skilligen bevise det: oc er det icke nock, at den Person, som anklagis, det selff bekiender, fordi mand tit befinder, at mange live paa sig selff, paa det den ene kand bliffve aff met den anden, eller oc komme den i Skade, som hand eller hun siger sig at haffve syndit met, eller for anden Sag. Herhos skal Dommeren forfare for det förste: om den Person, som anklager, er uskyldig, fordi dersom dens Skyld oc findis udi lige Maade, da bör dennem icke at skillies at, effterdi hvercken aff dennem, som hinanden i saa Maade ville beskylde, bör selff for den Sag skyldig at være. Men dersom den ene Per son retter oc bedrer sig, oc den anden icke, saa det findis bevisligt, da maa den, som retter sig, vel atskillies fra den anden, som bliffver varactig i sit syndige Leffnit. For det andit, skal oc flitteligen forfaris, om nogen aff dennem haffuer giffvit den anden merckelig Aarsag til saadan Forseelse, met Rufferi, Tyranni eller i andre Maade, som Dommerne kunde kiende at være ret Aarsag til saadant Fald, da bör dennem ey heller saa lettelig at skillies at. For det tredie, om en Dannemands Qvinde bliffver voldtagen, da bör hende icke for saadan Voldtect at skillies fra hendis Hosbonde, fordi den bör icke at straffis, som lider Uret, men den, der giör Uret. For det fierde, dersom en Mand, effter hand haffver befundit sin Hustru udi Hoer, söger Seng met hende, da haffver hand dermet forbrut sin Tiltale til hende, men dersom hun anden Gang forseer sig, oc hand da holder sig fra hende, da 39
