XII
ninger. Den, som kjender den Nøjagtighed, hvormed Langebek har udført alle fine Arbejder, vil ikke andres over, at jeg i nærværende Udgave intet har kunne tilføje af Betydenhed, da de flere Haandskrifter, jeg har kunnet benytte, ikke have givet noget synderligt udbytte. At jeg ikke har optaget alle hans Anmærkninger, som jeg gjerne havde villet, grunder sig paa den Plan, som jeg ihenseende til de øvrige Loves Udgivelse for Rummets Skyld er nødsaget til at følge, og som fordrer, at jeg maa indskrænke mig til de nødvendigste Ordforklaringer. Langt udførligere end det danske Fragment af Bitherlagsretten, ere de Udtog paa Latin af samme Lov, som Svend Aagesen i hans historia legum castrensium regis Canuti magni og Saro i Dan: Disse maatte derfor udgives i Formarks Historie p. 197-200 (Stephanii Udg.) have meddeelt os. bindelse med hiint Fragment, og saaledes har Langebek udført det. Jeg har ogsaa heri fulgt ham, saaledes, at jeg har ladet Svend Aagesens Historia legum cast. aftrykke efter Stephanii Udgave af hans Opuscula (Sora 1642, 8.) og tilføjet Parallelstederne af Saro i Noterne. De Haandskrifter tilhørende Universitetet, som Stephanius har benyttet, maa, som Langebek formoder, være opbrændte eller paa anden Maade forkomne ved Byens og Universitetsbibliothekets Brand 1728. Langebek bemærker, at de faa nyere Afskrifter, som ere tilbage, ere saa slette, at de næsten aldeles ikke kunne benyttes. Til Beviis Steuerer Damles for denne Paastand stal jeg anføre et Sted af Mskrpt. Arn. Magn. Mr. 33, 4to, som er det eneste 9129. Haandskrift af Svend Aagesen, som jeg har feet; i Cap. 5 (i nærværende Udgave S. 12) hedder det: Quod si forte alieno caballo rucino palefrido dextrario subiectus ad aquandum minaret, quæ parcitatis attractus macula inde equitando redierent, quæ super eodem prævaricatus ter conventus excessu binoque commilitonum convictus testimonio, placuit eum in Ænado (conando!) exterius residere. Moris quippe fuit &c. Det er af denne Prøve klart, at Afskriveren hverken har kjendt det Sprog, han afskrev, eller har kunnet læse det Haandskrift, han har havt for sig. Jøvrigt kunde nogle af de her forekommende Ord (rucino, palefrido, hvoraf det er første formodentlig er en frem med Benævnelse paa en Hest, ligesom den sidste palafredus, palefroi) som mangle i Stephanii Uds gave, give Anledning til den Formodning, at det Haandskrift, der har ligget til Grund for hiin flette Afskrift, har afveget endeel fra Stephanii; ikke destomindre findes Lacunen i det 14de Capitel hos begge, kun er den endnu lidt større i Afskriften; det hedder nemlig: vel crimine.... virtutis impugnet intuentiumque absentet aspectum (stal være: impleverit, ut intuentium &c.). En Afskrift af det Arne-Magnæanske Haandskrift befinder sig paa det store Kongelige Bibliothek blandt de Suhmste Mstrpt, No. 131, 4. Jeg maa iøvrigt henvise til Kofod Anchers Bemærkninger om Bitherlagsretten i hans saml. jur. Sfrift. I. 24-42. B. Den gamle Gaardsret. Denne Lov, som sædvanlig bærer Navn af Kong Erik af Pommerns Gaardsret, er her trykt efter det Arne Magnæanste Haandskrift No. 451, 12mo. Endskjendt det ikke er meget gammelt, som sees af det sidste Blad, hvor Gaardsretten ender, da det der hedder: Explicit liber legis dacie. Completus post festum..., faa est per me Johanuem thun in horsnes sub anuo domini 1480 crastina die
