XXXI
tet er især den af særdeles Vigtighed, at Tillægget efter den 119de Art. i Resens latinste Tert: Has autem leges & jura supra scripta nos Ericus Dei gratia &c. (f. i denne Udgave S. 260) ifte fandtes i Haandskriftet, ligesaalidet som den af Resen anførte Titel Privilegia &c. (see ovenfor). Imidlertid sit Ancher, endnu førend Tillægget til den anden Deel af hans Lovhistorie var trykt, et Haandskrift fra Ribe, et eneste Blad i Folio paa Pergament, der unægtelig indeholdt den oprindelige Stadsret af Erik Glipping; Skriften og Haandskriftets hele Udseende (som tydelig viiste, at det var en Original) maatte betage ham enhver Tvivl og han lod det derfor aftrykke i det ommeldte Tillæg (Accessio jurium quorundam Daniæ municipalium ad Tomum 2dum historiæ juris Danici) S. 255-267 med en Indledning, hvori han bemærker, at dette Haandskrift i det Væsentlige er saa overeensstemmende med Kong Christophers Stadsret, men saa nlig den, som Resen havde tillagt Erik Elipping, at han var tilbejlig til at antage, at den ikke just meget nøjagtige Resen havde gjort sig fint. dig i en Forverling, saa at den Riberet, som han havde tillagt Kong Christopher, var Kong Eriks, og omvendt. Han anfører endelig i Fortalen til Loshistoriens 2den Deel en Original Vidisse af Biskop Johannes og Capitlet i Nibe, dateret 1374 in vigilia beati Johannis Baptiste, hvori den Stadsret erkjendes for den ægte Riberet, som begynder med Anno dominicæ incarnacionis MCCLX nono &c. og som har en Artikel saalydende: Super quacunque causa consules cum advocato in unum convenerint &c.; vel findes nu den citerede Begyndelse baade i Originalhaandskriftet og i den formeentlige Erik Glippings Stadret hos Resen, men derimod lyder den anførte Artikel hos sidst nævnte (Art. 51) noget anderledes, da der nemlig efter Ordene super quacunque causa er tillagt & super quocunque facto, hvorimod den saavel i Originalhaandskriftet, som i den Kong Chris stopher af Resen tillagte Stadsret, ordlydende stemmer overeens med Bidissen. At nu det hos Ancher trykte Haandskrift virkelig indeholder Erik Glippings Stadsret dens oprindelige Skikkelse, derom har jeg aldeles ingen Tvivl, men at Nesen stulde have gjort sig skyldig i den omhandlede Forverling, er neppe antageligt. Han beskriver saa nøje det Haandskrift, hvori han har fundet Kong Christophers Stadsret, forsynet med Kongens Segl, at det er utroligt, at han her skulde have taget Fejl. Ogsaa har den en Judledning og en Epilog, hvor Stadsretten udtrykkelig tillægges denne Konge, og dens første Artikel om Toldfrihed findes ikke i de andre Haandskrifter; at Epilogen, ved at nævne Privilegier, som Kong Christopher d. 1ste har givet Ribe i Aaret 1252, og som Christopher af Bayern stadfæster, netop sigter til denne første Artikel, og som udentvivl er sat i Spidsen, fordi den indeholdt et af Ribes ældste Privilegier, derom overbevises man ved at sammenholde den med det nysnævnte Privilegium af Kong Christopher den første, som findes i Terpagers Ripa cimbricæ p. 686-687. At den iøvrigt i det Væsentlige stemmer overeens med den ældste Riberet, er naturligviis ingen Indvending, saameget mindre, som den omtalte Vidisse viser, at man i Aaret 1374 ret vel har kjendt den ægte Niberet, og at Kong Christopher i Aaret 1443 netop har confirmeret den, som blev anseet for den ægte, deri er intet forunderligt. Endelig bør det bemærkes, at det i en, rig tignok ny, men særdeles nøjagtig Afskrift af Erik Glippings Stadsret (Cod. Thott. Mo. 2011, 4to, hvis Varianter her ere anførte under Bogstavet D. *), paa adskillige Steder udtrykkelig findes bemær
- ) Dette Haandskrift, som ikke er ældre end fra Frederik den Andens Zid, indeholder ogsaa Ribe-Bursprog,
