339
men. Hun mærkede Kulde gjennemisne hende, nøgne Vægge skar hende i Øjnene, hæslig Lugt stemmede hende for Brystet.
— Men hvorfor er jeg bedre end de andre? Det er vist en ganske naturlig Straf af den Verdensstyrelse, der i tredje og fjerde Led straffer Uvirksomhed og hensynsløs Benyttelse af Andres Slid … Ja, om jeg saa skal slide som en Kokkepige … gamle «Bedste?» maa have det, godt, saa længe han lever.
Fanny tog kraftig om den drejede Mahognistang ovenover en af de gamle Stoles Rygplade. Det gjorde ondt i hendes Hænder. Knoerne blev hvide som Elfenben, det værkede fra Mellemhaandsbenene helt op i Haandleddene; de smaa bløde Puder under hver Finger lignede røde Rosenknopper … De Hænder skulde ødelægges. De skulde ødelægges.
Det var haardt at ofre Skjønheder, fremelskede ved flere Slægtleds lykkelige Kaar, aandelig Drivhusvarmes fine Blomster … uh, den lange rosenrøde Negl med den elfenbensagtige Rand var knækket paa den højre Lillefinger … det gjorde ikke saa lidt ondt. Det blodige Kjød stak frem ved Neglens Rande. Fanny var lige ved at græde, da hun saâ det, men tvang Taarerne tilbage ved med bitter Spot at henvende til sig selv de Ord: Det var Resultatet af mit første Forsøg paa at tage fat.
22*
