340
Hvorfor kunde hun ikke kjøbe Martyriet for lige saa billig Pris som salig Pastor Brinckmann?
Hun bar hans Navn. Navnet opfordrede hende til at trodse op mod den, der havde givet hende det. Mens hun var hans Hustru, gjorde hun Intet, hun kunde ikke deltage i hans Gjerning, fordi den forekom hende at bunde i en overfladisk tør Enthusiasme.
Med Hænderne spændte om Knæet, i Ly af den mægtige Vinduesfordybning sad hun og spandt sine Tanker ud som en Edderkop sit Spind. Hun prækede Energi, Mod til Handling for sig selv. Saa var hun ved at dysses hen af sin egen Prædiken, ved at bruge sine Tanker til Morskab i sin Ensomhed, lægge en Slags Kortkabaler med dem … gamle Fruentimmers Middel til at slaa Tiden ihjel! … Nej, det var dog for galt … Hun maatte vandre Smertens Vej. Hun maatte tale med Kaptejn Frick.
Hun tog Overtøj paa og gik ud. Hun havde en Ydmyghedsfornemmelse, da hun betraadte den daarlige Stenbro. Tidligere havde hun trodset den og spottet over den Ravnekrøg, der havde en saadan Stenbro; nu syntes hun, at Stenbroen var stærkere end hun. Disse uskjønne Husfaçader, disse dybe Rendestene, disse gloende Fjæs i Vinduerne! … Det er mit «milieu», sukkede Fanny. Hm! Det har jeg dog lært af den moderne Visdom.
