344
Skulde Fanny vise sig for Kaptejn Frick med forgrædte Øjne? Ikke for Alt i Verden!
Hun var kommen et Stykke ud ad Jernbanegaden. Hun kunde se Huset, hvor Kaptejnen boede. Da hendes Blik faldt paa den lysegule Façade, skar den stærkt solbeskinnede Mur hende saaledes i Øjnene, at den tvang hende til at vende Ansigtet til en anden Side.
Da saâ hun Fabrikskorstenen ragende op i den blaa Himmel og Røgen bovnende ud af den som løst svulmende sorte Uldtotter. Uh … dette lange lysegule Flensborgermurstens Gespenst! Det havde suget Kraft og Marv fra det gamle Renæssancehus fra Kristian IV’des Tid; det havde ædt al dets Livsvarme.
Uden at have besluttet det bøjede Fanny uvilkaarlig om ad en Sti til venstre, som over Marken gik forbi nogle Haver og førte ud til den nye Fabrik i Vænget ved Bækken.
I hendes Barndom var Vænget fredeligt og ede, Bækken løb, som den vilde. Hun havde om Sommeren barbenet vadet ud i den med andre Smaapiger og forsøgt paa at fange Krebs, om Vinteren havde de lavet saa dejlige Glidebaner paa dens graabrune Isspejl. Nu maatte den trælle unyttig; nu var den tvungen ind i det Svindleri, som var ved at ødelægge dens Herre, den gamle Apotheker. At et skikkeligt Vandløb, hendes Barndomsven, ogsaa kunde tvinges
