345
til at forraade hende, som Alverden havde forraadt hende!
Hun vilde tømme hver en Draabe af Smertens Kalk. Først vilde hun se den infame Fabrik, saa søge Kaptejn Frick.
Uh, hvor den røg, den Skorsten! Hver Røghvirvel var en Blodtapning for det gamle Apothek, hvert af Maskinens Stempelslag, som hun kunde høre, efterhaanden som hun kom nærmere, stjal en Draabe Liv fra den stakkels gamle Mand, som i sløv Selvopgivelse sov derhjemme paa sin polstrede Sofa under sin Hustrus og sin Søns og Svigerdatters, sin Faders og sin Bedstefaders Portræter, i det gamle Hus med Minder om glade Dage, om flere Slægtleds uforstyrrede nemt vundne, umærkelig voxende Velvære.
En uhyggelig Tomhed kikkede hende imod ud af alle Vinduer i den lange Bygning, der saâ ud, som den ikke var rigtig færdig, som den stod med sine umalede Dør- og Vindueskarme, med sine to klodsede over hinanden lagte Planker i Stedet for Trappe foran Hovedindgangen. Pladsen foran den var heller ikke i Orden: nedtraadt Græs, Vandpytter, Murbrokker, Affaldsdynger fyldte Stedet, hvor før et lille purret Krat af Eg, Elm og forvildede Ribs- og Stikkelsbærbuske havde lavet en saa dejlig Lokalitet for Fanny og Byens andre pæne Smaapiger til at lege Skjul i. Og Bækken var plumret, skiden-
