346
brun, rent berøvet sin gamle Solglæde, sin kattekillingeagtige, hyggelige Livlighed.
Det klaprede og bragede derinde, men Larmen afskrækkede hende ikke ved sin Vælde, som det havde været Tilfældet, naar hun ellers for Morskab havde beset en Fabrik.
Døren stod paa vid Gab. Der var ingen travl Mylr i Dæmringen derinde … tværtimod, der saâ uhyggelig tomt ud.
Ja, der var lyst, højt og tomt derinde! Ingen sværtede Mure, ingen svedige, skjorteopstrøgede sorte Arbejdere! En eneste Svingrem dirrede og klaprede ganske beskedent oppe under Loftet. Dette propre Fabrikrum var fattigt. Fanny sagde til sig selv med Bitterhed: Naar der skal komme Guld ud af saadanne Indretninger, maa de vist være forfærdelig snavsede.
Der var ej heller Lugt af Damp, af Kul, af Oliesmørelse, af Petroleum, af smudsige Mennesker. Tværtimod. Fra den eneste Maskine, som var i Gang, som en Mand drejede rundt paa, og som en Kvinde betjente ved bukkende at samle dens Produkt op, udgik en sød Duft. Den gjenkaldte for Fanny Mindet om Barndommens Fødselsdage, om smaa søde Mammelukkeveninders spurveagtige Kvidren og Hoppen. Trykte Plakater paa Væggene meldte med store fede Antikvatyper, «TOBAKSRYGNING FORBUDT». Ikke desto mindre sad Manden ved
