347
Chokolademaskinen med en kort Pibe i Munden. Hans lange, puklede Næse laa nær ned mod Porcelænshovedet.
Det var næppe mere stemmende med en saadan Anstalts uskrevne, men naturlige Love, at der ved Fødderne af den magre, blege Kvinde med den i Brystet aabne graa Tvistes Kjole laa et lille Barn, der rodende tilsølede Ansigt og Hænder i Gulvets brune Grus, alt mens det klynkede eller smaaskreg.
Fanny passerede Manden, Kvinden og Barnet med en inderlig Trang til at sige Noget til dem. Hun var lige ved at gjøre det; men, da Ordene kom paa hendes Tunge, spyttede hun dem ud. De lignede Sofus Brinckmanns Trivialiteter.
Og, da hun var kommen et Stykke forbi den lille Arbejdergruppe, fortrød hun, at hun ikke havde sagt Ordene. De Folk havde maaske været inderlig glade over Kobbermønten. Fanny undte dem Guldmønt. Hvad kunde det hjælpe? Hun havde jo ingen Guldmenter til dem, hverken i sit Sind eller i sin Portemonnaie.
Hun skottede til Siden, da hun gik ind i det næste Rum. Hun saâ Mandens og Konens skulende Blikke og Skuldertræk, syntes, hun hørte en Hvisken, fortolkede den som Satire og Ondskab, blev vred paa den Kone, som holdt sit Barn saa malpropert, ærgrede sig, da hun var skreden over den næste Tærskel, ærgrede sig
