348
over sin Dumhed, over alle vel stillede Menneskers Dumhed. Thi Haardhjertethed var det jo slet ikke. Nej, det var to Slags Mennesker, som ikke forstod hinanden.
Det næste Rum var tomt … ja, der var rigtignok ogsaa højt oppe en smaasnakkende Svingrem. Den snakkede for sig selv i kjedelig Enetale.
Der stod Kar — hvide, urørte. Der blinkede Opstandere og Tværstykker, Skruer og Valser, — Jernet var hvidt som Sølvplet, jomfruelig rent, stolt knejsende eller liggende, — unyttigt. Alt dette Jomfrujern vilde næppe nogensinde opleve en Formæling med Arbejdet. Det stod eller laa koldt, goldt … ak, ligesom Fru Fanny selv … til ingen Nytte.
Det tredie Rum! Ja, der stod et Par unge Piger. Hun vidste godt, hvor de stammede fra. Den ene var en Sønnedatter af Apotheckerhavens fordums Havemand. Fanny havde som ung Pige set hende som syvaarig Tøs ligge paa Maven i Gangene foran Blomsterrabatterne og let, fordi samme Unge puttede Bellis, Primler og Avrikler i Munden og sølede hele sit Ansigt til med den lysegrønne Saft fra Blade og Stængler.
Den anden var Datter af en afdød Værtshusholder. I Fannys Barndom var han Kusk paa Apotheket. Hun mindedes, at han blev afskediget for Drukkenskab, at hun, Fanny, var led
