351
da hun var kommen dem forbi, stak hende som Naale.
Manden, Konen og Barnet havde forladt det forreste Rum. Fanny følte det først som en behagelig, lettende Overraskelse.
Men, havde de været der, havde hun maaske samlet sig til Modstand mod den Smerte, som nu overvældede hende. Hun havde stolet paa, at hendes stille Selvopdragelse gjennem Tankearbejde dog var solid nok til at staa Prøven ved Berørelsen med en haard og frastødende Virkelighed. Nu ramlede hele den møjsommelig opførte Bygning sammen som et Korthus. Der væltede en Byrde af Sorg over menneskelig Nød, af Selvbebrejdelse, af fortvivlet Afmagtsfølelse ned over hendes Skuldre, hun følte sig som Syndebukken, der beladt med al Folkets Synd drives ud i Ørkenen. Denne afskyelige Fabrik var jo en Ørken. Ja, hun var Offer for mange Slægtleds letsindige Tankeløshed, Nydelsessyge, egenkjærlige og overfladiske Forfinelse, spidsborgerlige Selvgodhed.
Afmægtig sank hun ned paa den Stol, Arbejderen havde siddet paa foran Chokolademaskinen. Den stærke Kakaoduft bedøvede hende. Hun mærkede næppe, hun var til. En Summen lød for hendes Øren; det eneste, der bandt hendes Bevidsthed til Omgivelserne, var Maskinens
