352
kolde Jerns Møde med hendes hede, bankende Tinding.
Fanny laa der længe. Som En, der er i Færd med at vaagne og har den Fornemmelse, at noget Ondt ufejlbarlig vil møde ham, og værger sig mat for at forlænge Slumren endnu en Stund, ønskede Fanny: Gid jeg kunde ligge saaledes den hele Dag!
Men det kunde hun jo ikke. Hun maatte tage sig sammen og gaa.
Da hun havde passeret Fabrikens Façade, saâ hun et lille gult Hus, uhyggelig nyt, ufærdigt ligesom det store. Paa Tærskelen sad den Kone, hun havde sét i det første Rum. Hun strikkede, Barnet laa for hendes Fødder.
En Lugt af Grønkaal bølgede ud af Døren.
Fanny nærmede sig Konen, vilde tale, men fandt ikke Ord. Konen saâ tvært paa hende.
Fanny bøjede sig ned mod den lille Pige og kyssede hende. Barnet gav sig til at skrige.
Moderen saâ noget mildere ud og bred Tavsheden ved at sige:
— Ja, naar man havde Raad til at opdrage saadan En ordenligt. Og hvad skal der blive af En, naar det der (hun pegede ind mod Fabriken) falder sammen? For det maa det jo gjøre. Der er jo ingen Ting at bestille.
Fanny listede en Tikroneseddel ud af sin
