354
hed melde sig. Men, da hun saâ det af Kaptejn Frick beboede Hus, faldt Corfitz’s Replik i «Barselstuen» hende ind: «Er der noget mer, saa sig frem, thi nu er jeg desperat».
Hendes spidse, høje Hæle klang nok saa frejdig mod Trappens Trin; hun lo højt, men standsede strax Latteren. Hun syntes, den lød kaadt, næsten raat.
Hun berørte tøvende Klokkens Haandtag, fik atter Trang til noget Haardt og Skrattende i Lighed med det høje Latterudbrud; Hun ringede, saa det skingrede i Huset; hun hørte Kalk drysse ned indenfor.
Gamle Fru Frick viste sig og hilste først fremmed og forbavset. Saa tændtes der Liv i de gamle matte Øjne bag Hornbrillerne, der kom en Bevægelse over det rynkede Ansigt som en let og glad Brises Krusning over stille Vand, ledsaget af Solglimt som fra Skyer, der skilles brat.
— Det er jo Frøken Pram … det er jo Fru …. Br . .
Hvor saâ hun skikkelig, sed og trohjertet ud, den gamle Kone! Det var umuligt at forblive kold lige over for denne lille, spinkle Skikkelse, hvis Træk endnu gav en Forestilling om noget oprindeligt saare Fint, elskeligt Enthusiastisk!
— Jeg vilde gjerne tale med Kaptejn Frick, sagde Fanny venlig og rolig. Hendes Mod
