355
tændtes, hendes Frygt smeltede ved den milde Varme, der straalede ud fra den sammenfaldne Gamle, som stod smilende foran hende.
Fanny tog imod begge hendes udrakte Hænder, tørre og haarde, som de var.
— Aa, hvor De er sød, fordi De kom, lille Frue! sagde Fru Frick. Sér De, en Moder gætter saa mange Ting. Og ser De, jeg er nu slet ikke snerpet. For der vilde naturligvis være de Fruent …. jeg mener Kvinder . . ja Herre Gud . . man maa jo følge med Tidens Ord . . der vilde jo nok være de Kvinder, som vilde sige, at det, De her gjør, er ukvindeligt. Men jeg siger, at Kvinden er den Svage og kan kun blive stærk ved at give efter. Min Søn har Ret, naar han siger: Kvinden er dejlig, fordi hun er saa svag.
Fanny saâ forvildet paa den gamle Dame og spurgte:
— Er Kaptejnen ikke hjemme?
Fru Frick svarede:
— Han kommer strax, mit Barn! han kommer strax. Det er jeg vis paa. For at De er kommen her, det er en Styrelse, og jeg tror nu saa sikkert paa et Forsyn, derfor maa Julius ogsaa komme strax.. Aa — De véd ikke — eller . . jo … De véd det nok, at Julius i sit inderste Hjerte er saa fin og saa kjærlig … Aa . . jeg kunde vise Dem hans Breve fra dengang, han var
23*
