357
ikke nægte, men jeg er 77 . . saa jeg har jo Lov til at kalde ham et ungt Menneske. Men for hans tilkommende Kone er det saamænd rart, at han er kommen til Skjels Aar og Alder . . for saa bliver han en mere stadig Ægtemand. Aa Gud … min største Sorg er, at han er saa ene. Aa, hvor han led, da De giftede Dem, Frøken Pramman … nej, Fru Bringstrup …. om Forladelse … Hør, det er skrækkeligt at blive saa gammel, at Ens Mund løber løbsk . . Ja, lille Frue, jeg er vist taktløst og indiskret, men det er, fordi jeg er saa inderlig glad paa min lille Julius’s Vegne. Han er jo nu mit eneste Barn. Tre Sønner er døde for mig, da. de var smaa. Det vilde være en stor Sorg for mig, om jeg ikke saâ ham gift med en sød og kjærlig Kone . . Aa De kan tro, jeg véd godt, hvad der har pint Julius i de sidste Aar . . Aa, han troede, jeg sov, naar han gik om Natten og deklamerede af Goethes Faust og Byrons Manfred … Og saadan noget sønderreven Poesi. Ja jeg sætter nu Oehlenschläger saa uendelig højt . . Aa, lad mig først klappe Deres nydelige fine Kind og saa kysse Deres lille Kirsebærmund . . Jeg har kun sét Dem, naar De i gamle Dage spaserede forbi her ude paa Gaden, for jeg gaar aldrig ud, . . De kan tro, jeg gættede Julius’s Tanker, og mange Gange har jeg sagt: Ja Frøken Pramman er den dejligste Pige i Byen; det kan
