359
Ordstrøm, men hun havde resigneret, overvældet, som hun, var af dens Masse og forpint af dens Indhold. Hun kunde dog ikke blive ond i sit Sind mod den gamle Kone; men, jo længere hun talte, desto mere ond blev hun mod hendes Søn.
Fanny hidsede sig op til Martyrmod, stolt ved Tanken om, at Fru Frick friede paa sin Søns Vegne, stolt ved, at hun af fuldt Hjerte kunde give Kaptejnen Kurven, stolt ved, at hun nu betragtede den imponerende Figur fra sin Ungdom som en Frasemager og en hul, opstyltet Person, som et forbrugt Legetøj, som hun kunde knuse mellem sine Hænder. Hun vred dem mod hverandre og fandt en usædvanlig Kraft i sine lange, smalle, smidige Fingre.
— Der er han, der er Julius! raabte Fru Frick. Vil De tro, kjære Frøk … Frue — ak ja, det er ogsaa simpelt med Hukommelsen — men jeg kan høre, det er hans Trin nede paa Gaden …… Ja, saa vil jeg gaa ind i min egen Kabysse … jo . . jo . . jo, jeg vil, for ellers siger De: Den gamle Kælling er dog altfor paatrængende.
— Jeg beder Dem indstændig om at blive, Fru Frick!
— Aa — det mener De ikke.
— Jeg beder Dem igjen, bliv, Frue!
— Hm … ja . . siden De kommer selv, er det maaske det fineste. Aa, jeg har
