361
Kaptejn Fricks Stemme lød:
— Jeg slog det Klask med Hænderne for at markere det Ørefigen, De havde fortjent.
— Aa! — raabte begge Damerne.
Sabelklirren lød op ad Trappen sammen med hurtige og stærkt dundrende Trin.
Kaptejn Frick rev Døren op, saa det klang ved det. Han stod i Tjenestedragt. Han kom fra Mønstring over Forstærkningsmandskabet, hvor han og hans Oberst havde samvirket.
Fanny havde i en Fart faaet sat sig paa en Stol og vendt Ryggen mod Døren. Kaptejnen troede, at det var Jernbanebillettørens Kone fra anden Sal og sagde:
— Herre Gud! Hvorfor skal Mo’r altid sidde ved mit Skrivebord. Mo’r véd jo, at jeg ikke kan lide det.
— Det er Frøken Pr . . . . . Fru Br . . . . aa jeg kan ingen Ting huske! Frøknen fra Apotheket, Julius!
Kaptejnens metalliske Uniformstøj klirrede.
Fanny blev ejendommelig paavirket af den Lyd. Hun tabte den Rest beundrende Ærefrygt, som den «markerede» Heltedaad i Porten et Øjeblik havde vakt i hende. Hun samlede sig til jævnbyrdig Modstand mod en Fjende.
Kaptejnen tog til sin Kepi og bukkede.
Han var bleven gammel, mente Fanny. Sølvtraade glimtede i hans Overskjæg og Tindinge-
