362
haar, Rynkerne om Øjnene var blevne længere og dybere, Skuldrene højnede sig op mod den røde Krave, Ryggen var mindre ret end tidligere.
Han maalte Fanny med et skarpt Blik. Hun slog ikke sit ned.
— Det er vist bedre, jeg gaar. Ikke Julius? spurgte Fru Frick, der havde søgt at læse et Resultat ud af Begges Miner, men maattet opgive det, da begges Miner varc ubevægelige, haarde, uudtydelige. Fru Frick kunde ikke begribe, at to Elskende kunde se saaledes ud, men hun trøstede sig et Øjeblik med, at Tiden havde forandret sig saa umaadelig siden hendes Ungdom. Hun fik intet Svar paa sit Spørgsmaal.
— Ja, men Julius! sagde hun tøvende og frygtsomt; det er dog saa rørende, at Frøk … … åt Fruen er kommen af sig selv.
— Aa — — aa, jeg hørte ikke, hvad Mo’r sagde før. Mo’r skal ikke gaa. Mo’r kan godt blive, sagde Kaptejn Frick. Hans store Overskjæg dirrede, som om en Vind blæste bag ved det …. Turde jeg bede Fruen om at tage Plads og sige mig, hvad jeg skylder Æren af Fruens Besøg?
Fanny bukkede afværgende med en Bevægelse. Den betød, at hun foretrak at blive staaende, og at hun strax gik igjen. Kaptejnen svarede med en let Bevægelse ud i Luften med sin højre
