363
Haand. Den betød, at Fruen havde sin fuldstændige Frihed.
De var ikke komne et Skridt videre; end da de sidst mødtes.
De stod der over for hinanden som to Spillere. Det kom an paa, hvem der skulde tage det første Stik hjem. Derfor betænkte de sig paa Udspillet.
Gamle Fru Frick saâ til med samme Spænding. Hun havde nu sin Forestilling om Spillets Indsats.
Fanny vilde være den Modige, tog derfor først Ordet:
— Mit Ærinde til Kaptejnen er rent praktisk . . et rent Forretningsærinde.
Kaptejnen bukkede, mens han flot slængte Kepien hen ad sit Skrivebord, men Kastet var saa omhyggelig beregnet, at Gjenstanden for det kom til at vende den rigtige Vej. Saa spændte han Sabelen af paa lignende Maade. Gehænget kom ikke til at feje Gulvet, men blev smukt slynget om Sabelgrebet. Det Hele fik sin Plads i den Krog, der havde været dets Plads lange Aar igjennem.
Gamle Fru Frick anede noget Krigersk i alt dette Klirreri og trak sig tyndt tilbage gjennem Døren til sin egen Stue.
Fanny vilde spille Hasard, inden Kaptejnen fik udregnet sine L’hombrekort. — Hun kunde huske hans langsomme og grundige Opregning:
