366
nesker. Hans inderlige Trang til at være deres styrende Forsyn var aldrig bleven paaskjønnet, ikke engang af de unge Piger: Og Giftermaalet maatte være nær forestaaende, siden Fruen ikke kunde vente til Udgangen af det halve Aar, men maatte henvende sig til ham med en Bøn. Det maatte dog være en Ydmygelse for hende. Det var ham en Trøst i det Hele, det var ét godt Kort, han havde paa Haanden, og han vilde benytte det.
Da disse Overvejelsers Pavse — vel et Minuts Tid — var forbi, bukkede han dybt og opfordrede med en fornem Haandbevægelse Fanny til at tage Ordet, hvis hun havde mere at sige.
— Hvor han ser ond ud! tænkte Fanny. Hun tvang følgende Ord frem:
— Kaptejnen talte om den nærværende Situation. Jeg forstaar ikke rigtig Kaptejnens Mening, fatter ikke; hvorfor Kaptejnen sætter saa megen Pris paa at beholde den Myndighed over min Ejendom det halve Aar.
— Har Fruen ikke gjort den Iagttagelse i sin Tid, at jeg er meget nidkjær over min Myndighed og holder paa den til det Yderste?
Han kunde ikke magte sin Stemme. Repliken faldt plumpt og haardt, og hans Ansigt fortrak sig. Selv var han imidlertid stolt af denne Vending i den Tro, at den var et Mesterstykke af diplomatisk, elegant Selvbeherskelse.
