370
Gamle paa Thorvaldsens Relief efter de flygtende Amoriner.
Han får saa til Vinduet. Udenfor saâ han Fannys høje, ranke Skikkelse gaa i hurtig Gang. Hørte han de fine Fødders lette, elastiske Slag mod Fliserne? Han vidste ikke, om han hørte det eller ikke.
Hans Bryst arbejdede som en Pumpe. Havde han gjemt et lille Frø af Haab i en mørk Krog af sin Sjæl?
I hvert Tilfælde blev Frøet nu knust under disse spidse Støvlehæles sikre Trin.
Aa, den eneste Lindring for ham vilde være at synke sammen i en Stol, afklæde sig al Affektation og forloren Storhed . . Aa, synke sammen — maaske græde ud! Det var saa lokkende, saa fristende at lade det, der laa paa hans Sind, sprudle frem i utæmmet Naturfylde, selv om det kun var Nag og Smerte, selv om den sprudlende Straale med Vælde rev hele det kunstig smeddede Panser itu, den hele .Rustning, han med saa megen Kunstfærdighed havde faaet spændt om sig, saa han havdt bevæget sig i den som i en almindelig Klædning.
Da knirkede Døren til den gamle Frues Værelse. Den lille spidse Profil kom frem i Aabningen; de blide Dueøjne lyste igjennem dem, nysgjerrig smilende.
Da strammede Kaptejnen sig som til en
