371
Kongerevue og satte en Mine op, som om han vilde kommandere sig selv og hele Verden: «Ret!»
Gamle Fru Fricks Smil døde, og hendes Træk slappedes.
— Gik det ikke godt, Julius? spurgte hun.
— Brillant, svarede Kaptejnen.
— Du er altsaa lykkelig . . nu . . aa. Nej, hvordan er det, Du ser ud? Herre Gud, lille Barn, er der …?
Hun brast i Graad og aabnede sin Favn. Den lokkede ham maaske nok saa stærkt som Stolen før. Det var det eneste Ly, hans Skæbne eller Livsførelse havde levnet ham. Havde han blot turdet læne sit Hoved til denne gamle trofaste, magre Barm!
Nej! Han maatte holde fast ved sit Hoveddogme: Altid at være overlegen i Situationen.
— Hvad gaar der af Moder? Moder skulde gaa ind. Moder véd jo, at det er min Arbejdstid.
Fru Frick forsvandt lydløst. Da følte Kaptejnen sig et Øjeblik som Alexander Magnus og alle andre Menneskèr som Slyngler tilhobe.
Han tog et Fotografialbum op af en Skrivebordskuffe og slog det op. Det indeholdt Billeder af flere Generationer af forskjellige Egnes og Byers Skjønheder. Han rev Portræt efter Portræt ud, tændte et Baal af Papir i Kakkelovnen og kastede alle Billederne deri.
24*
