373
Spilleborde laa Kortene klæbede til Pladen. En osende Lampe brændte endnu med hvid Flamme paa det ene af dem; paa det andet stod et Par Stumper Stearinlys, helt nedbrændte, og det svedne Papir i Profiterne gav sin Part til Stuens giftige Dunstkreds.
Pebersvenden Ulkebøl brugte, naar de allerhøjtideligste Lejligheder undtages, kun to Værelser i sit store Stuehus.
Fra den største Stue stod Døren aaben til Proprietærens Soveværelse. Ud fra det lød længe en Snorken i evig vexlende Tonart og Takt med et stormfuldt Havs Vælde. Da denne Lyd standsede, lød et Brøl som en tirret Elefants.
Proprietær Ulkebøl var vaagnet. Brølet var hans Kvittering for, at han var vendt tilbage til den bevidste Tilværelse. Det efterfulgtes af to Gab i Kalvebrølenes Tonart.
Lidt efter viste han sig bredbenet i Døren, iført sort rødkantet Skindtrøje, uldne Underbenklæder, vældige graa Uldstrømper trukne op over Knæene og nogle rene Uhyrer af Filtsko paa Fødderne.
Han tog sig endnu et Gab, kortere og mere gryntende i Klangen, strakte sine Arme og brune Hænder vidt ud, nikkede til Diamantringen paa sin højre Lillefinger, mere af Glæde over, at han, Proprietær Ulkebøl, ejede den, end fordi han havde Sans for, at denne Diamant var den
