374
eneste noble Existens i dette giftomdunstede, smudsige og sjofle Interiør. Den lyste over det som en enlig Stjerne over en stinkende Sump.
— Snuer Giftdistillatøren endnu? brummede han.
Henne paa en Chaiselongue i den store Stues mørkeste Krog laa en uformelig Masse under en stor Astrakanspels.
— Høj, halløj, Bolberg! God Morgen! brølte Proprietæren som en Skipper gjennem sin Raaber.
En kjøn spættet Høensehund kom farende inde fra Sovekamret, gøende af fuld Hals. Den var bleven vækket i sit Leje under sin Herres Seng. Herren kjærtegnede den paa sin Maade ved at tage den i Nakkeskindet, løfte den op og gnide sin Skjægskov mod dens Snude. Hunden fnyste eller nøs og begav sig atter til sit Leje.
Astrakanspelsen bevægede sig. Ved dens ene Ende viste et blegt Ansigt sig med rødkantede vildt stirrende Øjne, som en Stund bestræbte sig for at orientere sig i Omgivelserne. Propritær Ulkebøl lo som en Skralde, svungen af en stærk og øvet Haand.
— Ja, Gu’ var’en høj i Gaar, Gamle! sagde han. Nu skal vi have nogle svenske Sild og et Par konfirmerede Genevere paa Morgenkvisten, inden vi gaar over til de mere dybsindige Forretninger.
