376
. . Tag Dig nogle flere Kamferdraaber . . Eller skal vi lade lægge i Kakkelovnen?
Fra de spisende Munde snoede Aanden sig som Tobaksrøg ud i den kolde Stue.
— Ja, lidt Varme . . ja! mumlede Provisoren.
— Kirstine! … læg i Kakkelovnen!
Røsten hørtes gjennem hele Huset og blev adlydt.
— Sov kun, min Lille, til det bliver varmt! Gud, sikke Tømmermænd Du har! Sov Du bare, mens jeg snakker med de Smaafisk (han pegede paa en Daase svenske Sild) og med den gamle Hollænder (han mente Geneverdunken), og den dannede Konversation mellem mig og Varerne varer vel en halv Times Tid endnu.
Den fortumlede Provisor havde ingen Modstandskraft. Han rullede igjen Pelsen om sig henne paa Chaiselonguen.
Ulkebøl spiste og drak, satte et Studebrøl op, da han var mæt, gik ind i sit Sovekammer, aabnede et brand- og dirkefrit Apparat, hvis Laase i Form af Messingstjerner aabnede sig og slog sammen under Ejerens selvbehagelige Raab:
— Jeg kjender Jer allesammen, I velsignede Smaakatte … O, Gine, du dejlige Mø!
Han stak Hovedet ned i Kassens Dyb, hentede en Papirbunke op og gik ind i den store Stue, hvor Kakkelovnen buldrede energisk. Nu
