377
fik han en Fornemmelse af den skrækkelige Luft og aabnede et Par Vinduer. En Røg fôr ud, tæt og hurtig, lig onde Aander, der ere kjede af Indespærringen og længes efter det store Rum, længes fra en Svinebugs Fængsel mod en uendelig Tumleplads.
— Saa! sagde Ulkebøl, idet han slog Provisoren paa Pelsen paa det Sted, hvor han sluttede, at Provisorens kjedfuldeste Legemsdel var gjemt. …
Bolberg fôr op.
— Ser Du nu, Du gamle Kabyler og gemytlige Svend … nu skal vi gaa over til den alvorlige Del af Festen!
Bolberg var bleven helt vaagen og gik hen til Skrivebordet. Ulkebøl slog en Bunke Papirer med et stærkt Klask ned mod Bordets Plade. Bolberg anede alt muligt Ondt. Han samlede alle sine Aandsevner.
. . Hør nu, Du gamle Kemiker! sagde Ulkebøl, nu siger jeg de to Prioriteter op i den Giftblanderfabrik … Og ser Du, det gaar heller, ikke med Vexelendossement mere. For ser Du … man skal elske sin Næste som sig selv, men inte en Stump mere. Jeg holder mig til Texten, som det sig hør og hør for en rettroende KriSten . . Hva’ . .? Den var ikke saa gal, den!
Bolberg rejste sig. Han var lige saa høj som Proprietær Ulkebøl, men han skjønnede, at
