415
— Man kan s’gu se, at De ernærer Dem af Ligkister, Illinger! raabte en Brandmand ud af de Meniges Rækker, for saadan paa den Manér, som dette herre gaar til, brænder baade Mennesker og Rotter inde.
Chefen blev rasende, thi han kjendte paa Stemmen en Konkurrent, den unge nys etablerede Snedker Karstensen. Chefen tabte rent sin militære Værdighed og raabte:
— Hvis der er værre Bønhas og Hanlus til i Verden! . . . Mit gamle Skilt med Ligkisten paa sidder og troner med Ære, og saadan har det «sat» i fyrretyve Aar, og det, at det er en Ligkiste, vil sige, at jeg paatager mig alt Slags Snedkerarbejde . . . og . . . det baade i Møbel- og Bygningsfaget; men, fordi der kommer saadan en Gedehams og en Socialist inde fra Kjøbenhavn, saa . . .
— Hør, Illinger! raabte Smeden, skulde De ikke passe Sprøjten? . . . Se, hvor Ilden slikker videre . . . Hør, skal vi være enige om, at Skomager Nohr før skulde være Sprøjtekommandør end Illinger; for desse hersens er skidt, naar vi skal snakke paa den homaneste Manér om Tingene.
Folket var enigt om, at man med lige saa stor Nytte kunde spytte op ad det brændende Hus som sprøjte paa det. Hvad hjalp det, at Snedker Illinger rasede og hug vilde Kredse over