Spring til indhold

Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/445

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet valideret

433

Ikke uden Beregning paa at gjøre theatralsk Virkning havde han gjemt Efterretningen om sin Drikkebroders Skæbne. Da Fanny blev ved at iagttage en afventende, høflig Holdning, som tillod ham at gaa eller blive, lige som han fandt det bekvemmest, blev han utaalmodig. Han maatte nu spille den sidste Trumf ud, da Spillet paa Grund af Medspillerens Passivitet ikke kunde fortsættes længere.

Han rejste sig, spilede Benene vidt ud, spændte sin Brystkasse stram som en Kæmpeblære og sagde i deklamerende Præketone:

— Jeg, Frue, jeg er Kristen; men, oprigtig talt, Deres salig Mands Kristendom kunde jeg ikke gaa ind paa, og Deres kjender jeg ikke . . . . . Om Forladelse . .!

Fanny havde rejst sig fra sin Stol. Ulkebøl saâ, trods sin Stupiditet, Noget i hendes Øje, som jog ham langt fra hende.

— Hun glôr akkurat lige som den gamle Grevinde Egernskjold til de Borgerlige ved Jagtmiddagsgilderne.

Fra det kristelige Prælatideal sank han ned til det klokkeragtige dito. Han lod sine Tommelfingre sno sig om hinanden som en Degn, der læser Bønnen i Kordøren.

Sagen var: Der havde længe rørt sig Noget i hans Sind — hans Samvittighed, hvad man nu vil kalde det — Noget, det trængte til Lettelse,

S. Schandorph: Det gamle Apothek.

28