92
vel. Hun frygtede en skjult Hensigt med denne Fart, og samtidig banede sig fra hendes Bevidstheds Dybder frem en Anelse om, hvorfor de nu flygtede, et dunkelt Instinkt, der ogsaa bød hende fly: Man var bunden, bunden til Tid og Sted, naaede intet bag de snævre Grænser i dette Land! Man burde sætte over alle Hurdler — og fly! Bagved, bagefter hoverede de over hendes Flugt — hujede, jog hende! — — —
Hun rev rask alle Tanker itu, søgte at døve sin Ængstelse: Hun red for at bevæge sig frem i størst mulig Fart — af ingen anden Grund. — — —
Villaer syntes at flyve forbi — lig hvide Skibe med trekantede Sejl. En Mølles Vinger syntes hende at hvirvle hen over Markerne.
Foran dem fældede en lang, hvid Jernbom sig over Vejen. Hun saa Broderen ride frem i stor Fart, saa' hans Hest, som revet op fra Jorden under hans Tag, sætte over Bommen. Og hun følte sig bundet af sin Fart, kunde ikke stanse, følte sig løftet i Vejret, Brosten klaprede under Hestens Hove i Nedspringet. En voldsom Larm opstod nærved hende. Damp hvirvlede frem omme bag Banens Kurve. Og af egen Drift sprang Hesten for anden Gang; hun smeldede Pisken over dens Lænd, den sprængte af Sted. Hun følte sit Aandedræt som en smertende Stønnen.
Broderen var bestandig foran, hun fulgte viljeløs efter hans blaa Uniform, der huggede frem over den brede Landevej.
Landevejen krøb som et langt, hvidt Baand
