94
paa Vejen, bærende en rød Standart, hvorpaa var med Guldtraad broderet en Kringle. Han drejede sig langsomt mod Hestene, stemte Bannerstangen imod Jorden og spærrede Benene fra hinanden.
"I maa vente!" raabte han, "der er fire Tusind Borgere, der skal forbi, før I slipper frem."
Der opstod Latter, og straks kom nye Kolonner mylrende ind paa Vejen, sluttede paa, stemte deres Maver mod deres Formænds Rygge, raabte, svingede med Hattene. Og en Snes Herrer, der bar hvide Plakater i Hattebaandet stillede sig i Række tværs over Vejen som et Hegn uden om Toget, der stadig skubbede sig frem i korte Stød, Led kædet til Led.
Ida Clermont skottede urolig til Broderen, men han sad med Haanden klemt om Hoften, saa' frem under de sænkede Bryn, han rørte sig ikke.
Leo betragtede denne sorte Strøm, spættet med rødt og lyseblaat, med mange smaa hvide Papirsskilte, hvis Indskrifter og Tal delte Skaren efter Fag, Gruppe, Bykreds. Ud af Gadens snævre Mund randt denne Strøm uden Ophør som fra et uudtømmeligt Reservoir, en Uendelighed af Legemer, Skulder mod Skulder, Ansigt ved Ansigt. En Mængde bar høje, sorte Silkehatte; de vendte deres nyvaskede Ansigter imod hans, truende, haanende. De fleste var i lyse Overfrakker, enkelte i Diplomatfrakke. Han undredes over, hvor mange fede, der var imellem dem: dobbelte Ølhager under opaddrejede Overskæg, svulmende Buge. Han saa svære Damer komme vraltende, bærende Mad-
