Idet Leo Clermont drejede ind i den snævre og mørke Trappegang, der førte til hans Lejlighed, tørnede han mod en Menig, som i stærk Fart kom ned ad Trappen. Han traadte tilbage i Lyset og genkendte den store Fløjmand, Numer 54, der nu stod ret foran ham med Haanden i en latterlig Stilling, vandret stemt mod Felthuens Hagerem.
Leo ønskede at vide, hvad han havde at bestille i denne Del af Kasernen, og den Menige forklarede med Besvær, at han var Brandvagt, og at han paa dette Tidspunkt skulde trække et af Kontroluhrene op. Løjtnanten lod sig nøje med denne Besked, og han tænkte at lade Manden træde af. Men endnu sagde han: "Naa, 54, De er jo gjort bekendt med, at De er udtaget til Underkorporal?"
"Javel, Her Premielieutenant!"
"Det er ikke for Deres Dyders Skyld, ved De nok." Og Leo fæstede sit Blik nysgerrigt paa dette blankt røde, altfor lille Ansigt; han mødte de smaa brune Øjne, der syntes ham at funkle med en egen fluorescerende Glans. Han
