101
"Jeg frygter for, at Deres Overilelse vil gøre Vaabnet og i det hele Hæren en Del Fortræd. Vi lever i en demokratisk Tid. Vi maa søge god Forstaaelse med Befolkningen. De Tider er forbi, da Embedsmænd og Officerer var en priviligeret Stand." Og han havde sukket, idet han pillede ved en Traad paa sin luvslidte Snorefrakke: "Vi maa være glade, om vi blot faa Lov at være til. Det er Galskab at udæske ved Bedrifter som Deres. Tværtimod bør vi vise Befolkningen, at vi er lige saa nyttige Borgere, som enhver anden. Jeg ser for Eksempel i Gymnastikundervisningen et meget stort og betydningsfuldt Virkefelt. Vi bør lægge Hovedvægten paa det unge Mandskabs Belæring og Opdragelse til sunde og forstandige Mennesker." — — —
Leo Clermont rejste sig og gik frem og tilbage i Stuen. Affæren havde selvfølgelig sin Betydning, men vedkom efter hans Mening under ingensomhelst Omstændighed Regimentet eller overhovedet Hæren. Det var en uvæsentlig Omstændighed, at han ved denne Lejlighed havde været iført Uniform. Han irriteredes af den Tanke, at en Mængde fremmede Mennesker nu sagtens vilde blande sig i Sagen, der i sig selv var saa tung, for ham personlig af saa gennemgribende, endnu tildels uklar Betydning.
Og idet han ønskede Ro for de besværlige Tanker, søgte han paa sin Vandring i Stuen de Genstande, der var ham kære: de faa Møbler hjemmefra og de Sager, han havde bragt med sig
