103
bind. Paa Titelbladet havde Ejerne, alle af hans Slægt, skrevet deres Navne.
Han kastede Bøgerne fra sig. Han erindrede, i en lang Række, Navne paa Bøger, der nu skreves. Alle handlede de om Almue. Paa Højskoler, Seminarier og Fortsættelseskursus samledes denne Almue, vaktes, voksede, følte sig som ét Folk — Folket. Bønder kom ind fra Landet, og idet de søgte at blive Hovedstadsfolk, talte de Husmandslandets Sag.
Og Husmændenes Sønner kom ind og blev Præster eller begyndte Forretninger. De havde Held. Almuen groede op. Haandværkere spekulerede i Ejendomme og blev rige. De søgte Plads i Overklassen og lod deres Børn opdrage til Standsfornemmelser. Alle saa opad, alle ville opad.
Leo bøjede sig ned og bag Skrivebordet tog han en Mappe, hvori han gemte sine Studier, fra hine Tider, for længe siden, da han endnu følte Kald til at blive Kunstner. En efter en betragtede han disse Skitser, der alle vare saa blege, stive, uden Liv. — —
Han gemte dem rask: Man havde sin Skæbne paa Forhaand givet af sine Instinkter, sine faste nedarvede Fornemmelser. Og dette lille Tvivlskapitel fra hans syttende Aar var endnu for ham som et Mysterium, der havde sin Charme og sin Fare —.
Der disede dæmpet Halvmørke i Stuen. Gardinerne bølgede blødt mod de blege Vindusrammer.
