Side:Sidste Kamp.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

111

Men i næste Øjeblik saa han intet mere. Han tumlede, hvirvledes rundt et Par Gange. Han hørte højrøstet Tale og Kramers Stemme, der overdøvede alt, idet han opfordrede til Ro. Og han tænkte, at hans Kammerater var saa forsvarsløse, saa ilde stedte — givet fortabte, thi de saa ikke, de forstod ikke — — —

Pludselig befandt han sig ude paa Gaden. En Stemme meget nær ved ham sagde: "Ja, lad os blot komme herfra."

Han saa op, genkendte Hugo Jacobs. Han hilste i Tavshed, og de gik sammen hen ad den øde Gade.

"Det er mørkt," sagde Jacobs, "og trist at gaa alene. Har De noget imod, at vi slaar Følge. De erindrer mig nok fra gamle Dage?"

"Vi er jo gamle Bekendte fra Skolen," sagde Leo. Han følte sig lettet over nu ikke at være alene. Han saa i Lygteskæret Hugo Jacobs Ansigt, skarpt, energisk, smalt, næsten som en Økse, parat til Hug. Og han erindrede ham fra hine Skoledage som et ypperligt Hovede, klar, overlegen, betragtende Kammeraterne som Sinker, der aldrig blev voksne. Han kendte nu ogsaa igen det blege, forstandige, lidt stikkende Smil.

"Jeg erindrer Dem meget nøje. Løjtnant Clermont, skønt De gik to Klasser under mig. Jeg husker, at De hver Morgen kom kørende i en Dog-cart. En galloneret Tjener sad med sin Ryg mod Deres. De bar altid meget brede, hvide Kraver og Deres Haar havde et lokket og frit