Side:Sidste Kamp.djvu/126

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

117

gabede to sorte, ujævne Huller ham i Møde. Et Vindu dinglede endnu deroppe i et Hængsel. Lange Tunger af Sod slikkede op over Muren fra disse Vinduer. Og fra Gadedøren ud over Fortov og Rendesten flød Vand; det dryppede ud fra Mursprækkerne, rislede ned ad de forkullede Trappetrin. En af de Menige løb hen og stampede i en stor Dynge Krølhaar. Fed, gul Røg slog op om ham, og en snærende sur Stank karakteriserede Luften.

Overretssagfører Jacobs sagde: "Hvis De har Lyst, kan De følge hjem med mig, siden De nu er husvild."

Men Clermont rystede paa Hovedet, han var endnu fortumlet, lammet; og i dette Øjeblik vakte den Tanke: at han var husvild, en Følelse af dyb Fortvivlelse i hans Sind.

"Kom og besøg mig en anden Gang," sagde Jacobs, hilste og gik sin Vej.

Leo Clermont gik ledsaget af Kasernesergenten op ad den halvt gennembrændte Trappe, og han saa ind i sin Bolig, der nu var et stort gabende. Hul, et forkullet Dyb, der strakte sig ned gennem to Etager. Endnu glimtede de blanke Klinger paa den fjerneste Væg, som var Mørket der knust i en Stjerne.

Og Kasernesergenten viste ham Resterne af en Straasæk, der havde været stablet op foran Gangdøren, og som formentes at have været overhældt med Petroleum.