120
Man følte sig i dette Værelse fra Fod til Bælte tæt svøbt i lunt og behageligt Mørke. Fra Bælte til Issen fornam man sig frysende nøgen, i ren og ideal Luft.
Bess Nelsson strakte sig helst lavt nede paa den bløde, laadne Bund. Altid frøs hun, altid klaprede Tænderne i hendes Mund, naar huu bar Hovedet højere end Divanens blaa Damaskesryg.
Ogsaa nu laa hun paa sin Ryg, hvilende paa det sorte Bjørneskind. Hun strakte de smalle, lange Fødder frem under Skørtets Brus af Knipling og Silke og stemte dem mod Kaminens Rist. Strømpens Filigran syntes en Del af det fint gennembrudte Jern. Hendes Hænder, der holdt en Bog, farvedes paa Bagsiden højrøde af den luende Kaminild.
Ogsaa Ida lod sig hurtigt synke fra den kolde Region ned imellem de bløde Puder. Hun følte den guldbroderede Silke knitre hvor hun rørte.
Hun behagedes ikke af denne Stue, hvis Stil var nøje Kopi efter et engelsk Kunstblad.
Hun syntes ikke om dette tvedelte Rum, i hvis Bund man følte sig som paa et Juvelskrins Bund. De mange kostbare Sager af Elfenben og Cedertræ, den store Mængde — i Reglen uægte — Antikviteter fristede hende kun lidet. Af alle disse Værdisager ønskede hun sig alene de mange Billedværker i skønne Bind af Maroquin og Læder, som her med Ligegyldighed var stablet sammen i Krogene. Hun ønskede hver Dag at kunne tage et af disse Bind i sine Hæn-
