121
der og, medens hun bladede sig en Vej frem gennem hin gamle, fine Kunst, føle det gule Velin glitre mellem sine Fingre.
Hun tænkte, at i hendes Liv blev der saa ringe Tid, saa ringe Plads til Kunst. Hun vidste intet om Kunst, om Kunstnere. Hendes Kreds berørte ganske andre Sfærer.
Men nu følte hun sig nedtrykt af Værelsets saa iøjnefaldende, næsten fornærmende Kostbarhed. Hun vejede, hvor store Summer her var anvendte. Hun fornam sin Uro, sin Ængstelse langt pinligere, med langt mindre Haab.
— — Dette Brev, som hun samme Morgen havde modtaget fra Hugo, Jacobs, og hvor han erklærede hendes Konto for overskredet og foreslog nærmere Aftale om et nyt Arrangement; — — — hun kom endnu ikke videre end til Kendsgærningen og dens medfølgende Fornemmelse af Ubehag. — —
Bess Nelsson vendte sig om imod hende, nikkede kort. Henne paa den meget brede, meget lave Sofa laa Rose Wahl og sov, sammenrullet som et lille Dyr.
Bess Nelsson drejede sig langsomt om paa Siden. "Ida," sagde hun, "kom hen til mig. Knæl hos mig og træk mine Strømper af mine Ben. Kulden sniger sig op gennem min Krop og har allerede passeret mine Knæ."
Ida knælede ned og trak Strømperne af hendes Fødder; de var kolde, sælsomt tunge, haarde
