123
indsmigrende sit Hovede ned mod hendes Kind. Samtidig søgte hendes Øjne at udspejde Idas Ansigt. Og da Ida vedblivende beholdt hendes Blik i sit, blev hun først bleg, dernæst rød. Ida vejede i sine Tanker, det hun havde hørt, det hun formodede om denne lille hede og uforsigtige Kvinde, der, selv nu, saa lidet formaaede at beherske sine Affekter.
Ja — Rose Wahl, denne annimalske og kælne Pige, var sikkert af de lykkelige, der aldrig vejede, aldrig tvivlede, aldrig tøvede, der glad sagde ja, der smilede sig ind i en Mands Tanker, græd sig hen i hans Favn — og en Dag vaagnede op i Undren og Angst.
Hun strøg sin Haand let hen over Venindens Kind, og hun sagde; "Er du syg, du er bleg og du ryster." Men Rose Wahl vendte sig forskrækket mod det venetianske Spejl, spurgte om hun virkelig saa daarlig ud og syntes Graaden nær.
"Godt," sagde Bess Nelsson. "Jeg har noget for, som ogsaa vil more jer." Støttet af Veninderne rejste hun sig og ordnede sit Toilette. Hun mønstrede sig i Spejlet, hun søgte efter karminrødt Pudder. "Ligemeget," sagde hun. Graa er jeg idag, lilla er mine Hænder- Quand même." Hun søgte en udrangeret mørkebrun Dragt frem, af sit Skab. En kostbar Broche sad endnu i Bæltet. Hun syntes meget forskrækket over at finde den dér, laasede den omhyggeligt inde i sit Skrin. —
Hun førte Veninderne med gennem lange Korridorer, gennen Køkkenetagen, hvor Borde og
