5
der holdt til i Kloakerne dernede allerdybest. Man maatte forstaa at begrænse sin Sfære.
Og nu var hun omsider igennem. Hun skraaede over en snæver og temmelig mørk Gaard, og for Nemheds Skyld gik hun ad Køkkentrappen, der førte op til den Tredjesal, hvor hun boede i et Pensionat. Dette Pensionat bestyredes af hendes Kusine, Cecilie Clermont.
Men da Ida kom ind i det lave, lidet propre Køkken, tænkte hun, at hun alligevel ikke var dukket op i ren Luft. Hun gjorde sig klart, at kun faa Timer i Døgnet — derude paa de aabne Sportspladser — undtes hende det rige Dagslys, frisk og stærk Atmosfære.
Ogsaa her var lange, bælgmørke Korridorer, indestængt og gammel Luft, hvor forkomne og tilsidesatte Mennesker levede, hver for sig i en lille, grim Stue — disse triste Pensionærer, der alle vare halvgamle, enlige og forarmede Frøkner af patricisk Slægt. Og igen tænkte hun, at det var nødvendigt altid at holde Kreds ude fra Kreds. Med stor Vanskelighed var det lykkedes hende at holde Venner og Veninder af det Selskab, hvor hun til daglig færdedes, udenfor denne lidet præsentable, næppe tredje Rangs Husholdning.
I Korridoren mødte hun Tjenestepigen, der kom famlende frem paa Slæbesko; hun mumlede bestandig stille for sig selv. Ida fornam hendes kognakstinkende Aande som en varm Strøm mod sit Ansigt, og hun tænkte med Væmmelse, at den Luft, hun nu aandede ind, nylig var stødt ud af
