Side:Sidste Kamp.djvu/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

135

deres Brikker, sendte Ordonansen ud. — Sikkert havde man det meget fornøjeligt deroppe.

Regnen brusede stille ned over deres Hygge. Draaberne fandt nye Veje til deres Hud ved Haandled og Krave, osede op fra Jorden og gennemvædede Frakke, Linned. Det var i og for sig taabeligt, at man laa her og slæbte sin Bug i Mudder, fordi de nu affyrede løse Skud langt borte. Spilfægteri det hele! Skinkamp — Brædtspil.

Men det var ogsaa Sagen, hele Sagen! Hvad andet skulde opnaaes end smukke Kombinationer, Forsøg med nye Krigsvaaben, overraskende Effekter. Det var dog hele Sagen: At man blev Sportsmænd, der tumlede et Materiale lige kyndigt, lige virkningsfuldt, hvad enten det galdt Liv og Død — eller blot en ny Rekord.

Der klang et Hornsignal. Garden retirerede nu, løb for Livet, oprevet, decimeret. — Sagtens vilde dog Garden være løbet for længst, om der var skudt med skarpt!

Og det irriterede ham, at disse Maskiner, som laa med Gevær i Anlæg, dér foran ham, ikke var indstillede til Skarpskydning, parate paa hans Ordre.

"Fremad!"

Mandskabet kom tungt paa Benene, løb kluntet frem, mange gik til Livet i en bred, vaad Grøft, de klagede sig, stansede og vred deres Bukser.

Løjtnant Clermont løb mod dem, skjældte dem ud: Hvorfor Pokker saa de sig ikke for?