Side:Sidste Kamp.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

136

Og hvorfor blev de staaende og gloede, som om de ventede paa en Badekone med et Haandklæde? Han for hen imod den lange Underkorporal, der havde sat sig paa Hug og gjorde Mine til at trække Støvlerne af for at tømme dem ud; han jog Manden op. Denne stod ret foran ham paa et Ben, idet han holdt Støvlen ved Stroppen. Der kom smaa forbitrede Grynt fra hans Strube.

De løb igen frem, satte over et Gærde, endnu et. Bestandig var disse Tjørnehække foran dem som Hurdler. Løjtnanten ansporede dem. Han drev dem frem ved Skældsord og Tungesmeld, som man ansporer Heste. Terrainet hævede sig bakkeformet foran dem, de nøgne Marker sløredes af et varmt, rødligt Mørke.

Deroppe maatte Forterne ligge. Løjtnant Clermont tænkte, at fra dem maatte Slaget sikkert tage sig imponerende ud. Man kunde staa der i Observationstaarnet som paa en vældig Krigselefants Ryg, med Staalpanser tæt om sin Krop og lede Slaget gennem Lysrillens smalle Visir.

Det blinkede nu og da deroppe. Og et Skud faldt som tør, kort Hoste fra Taarnenes Skyts. Saare lidet af Kampen kunde skelnes herfra. Det var, som var her blot tredive — og ikke Tusinder af Mænd i Marken.

Nu burde Husene deroppe i Skovbrynet brænde. Men deres takkede Silhuetter stod roligt i den tyste Nat, Skoven burde iøvrigt ligge hugget; man maatte kunne se en Kirke og endnu en Mølle, — som Skoven skjulte. Møllen vilde staa